Storbritannien vedtager lov for at forhindre brexit uden aftale

Det britiske Underhus har godkendt et lovforslag, der har til formål at tvinge premierminister Theresa May til at udskyde brexit.
Konservative Andrea Leadsom har ikke meget at smile over i dag, efter det britiske Underhus godkendte en lov, der kan tvinge regeringen til at udskyde brexit, hvilket Andrea Leadsom er stærkt utilfreds med. | Foto: Matt Dunham
Konservative Andrea Leadsom har ikke meget at smile over i dag, efter det britiske Underhus godkendte en lov, der kan tvinge regeringen til at udskyde brexit, hvilket Andrea Leadsom er stærkt utilfreds med. | Foto: Matt Dunham
af RITZAU FINANS

Den britiske regering er stærkt utilfreds med, at det britiske Underhus har godkendt et lovforslag, der kan tvinge premierminister Theresa May til at udskyde brexit.

Formålet med lovforslaget er at undgå, at briterne forlader EU uden en aftale på fredag, den 12. april.

Den nye lovgivning giver parlamentet magt til at granske og endda ændre Mays anmodning til EU om at udsætte brexit til 30. juni.

Hvis parlamentet ønsker at ændre i Mays anmodning til EU, skal det ske tirsdag.

Lovforslaget ventes at blive godkendt af dronning Elizabeth inden for kort tid.

Et af parlamentsmedlemmerne bag lovforslaget, Yvette Cooper fra oppositionspartiet Labour, er glad for, at det blev stemt igennem.

"Begge huse i parlamentet har her til aften givet kraftigt udtryk for, at det vil være dybt skadeligt for job, produktion og sikkerheden i vores land, hvis vi forlader EU uden en aftale," siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omvendt er der stor utilfredshed i regeringen.

"Dette er et kæmpe rod. Helt fundamentalt opponerer jeg mod det på baggrund af, at det er fuldstændig ukonventionelt," siger Andrea Leadsom, der repræsenterer regeringen i parlamentet, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Theresa May mødes tirsdag med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron.

May rejser til Berlin og dernæst Paris for at tale om brexit, dagen inden EU-lederne skal mødes ved et topmøde i Bruxelles.

EU-lederne samles onsdag til et krisemøde arrangeret af EU-præsident Donald Tusk for at diskutere brexit og Mays anmodning om at udsætte briternes farvel til EU.

En godkendelse af anmodningen kræver et ja fra alle de resterende 27 EU-medlemslande.

Siger EU nej til Mays anmodning, træder Storbritannien ud af unionen på fredag.

Det er snart tre år siden, at briterne stemte for at træde ud af EU med 52 procent mod 48 procent.

Brexit har skabt spændinger mellem London og Berlin

May: Vi gør os klar til at deltage i EU-valg

Theresa Mays brexit-ministre overvejer ny folkeafstemning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også