Kommunikationsrådgivere om fyret Demant-direktørs afskedssalut: "Det kan provokere"

Når den fyrede koncerndirektør i Demant, Arne Boye Nielsen, roser sig selv og fremhæver resultater fra et giftigt arbejdsmiljø, kan det ifølge rådgivere fremprovokere, at flere medarbejdere står frem.
Flere kommunikationsrådgivere kritiserer, at den tidligere koncerndirektør hos Demant, Arne Boye Nielsen, roste sig selv på Linkedin for flotte resultater, efter han blev fyret for at være ansvarlig for et utrygt arbejdsmiljø i virksomheden. | Foto: Jens Dresling
Flere kommunikationsrådgivere kritiserer, at den tidligere koncerndirektør hos Demant, Arne Boye Nielsen, roste sig selv på Linkedin for flotte resultater, efter han blev fyret for at være ansvarlig for et utrygt arbejdsmiljø i virksomheden. | Foto: Jens Dresling

Det har ikke gavnet Demant, at koncerndirektør Arne Boye Nielsen gik ud på det sociale karrieremedie Linkedin og fremhævede sine resultater, da han blev sendt ud af døren med en fyreseddel hos hørekoncernen.

Det skriver Kforum, hvor partner i Corporate Matters, Christian Lemvigh, påpeger, at direktionsmedlemmets indlæg kan fremprovokere, at endnu flere medarbejdere stiller sig frem med anklager og kritik i sagen, hvor Demant fyrede tre direktører, der ifølge en advokatundersøgelse var ansvarlige for ”et utrygt arbejdsmiljø”.

”Han skriver jo, at han har været fantastisk, lige efter han er blevet fyret for at have overset en giftig arbejdskultur. Det kan provokere medarbejderne til at gå til medierne med deres historier,” siger Christian Lemvigh.

Skulle være undgået

Ifølge Claus Jørgensen, der er indehaver af Renommé Kommunikation, er LinkedIn-opslaget fra Arne Boye Nielsen dog ikke noget, man kan gøre Demant som virksomhed ansvarlig for. Opslaget må stå for den fratrådte koncerndirektørs egen regning:

”Det ser ikke godt ud for Arne Boye Nielsen, for de resultater, han beskriver, er jo frembragt med et giftigt arbejdsmiljø som fundament, og derfor kan LinkedIn-opslaget påvirke andres opfattelse af ham, men det har intet med Demant som virksomhed at gøre,” siger han til Kforum.

Ifølge kommunikationsrådgiverne er der i afskedigelsesaftaler med ledende medarbejdere ofte indsat tavshedsklausuler, og her påpeger Christian Lemvigh, at Demant burde have skrevet ind i aftalen med Arne Boye Nielsen, at han ikke skulle have lavet sit afskedsopslag.

MedWatch har forelagt rådgivernes kritik af opslaget for Arne Boye Nielsen, som dog ikke ønsker at kommentere sagen. Kforum har også spurgt Demant, om virksomheden vil stille op til interview og svare på kritikken, hvilket virksomheden afviser.

Mere kød på

Alle tre fyrede Demant-direktører har netop tidligere henholdt sig til afskedigelsesaftaler med Demant, som afholder dem fra at udtale sig konkret om sagen, og aftalerne kan ifølge Claus Jørgensen også være en del af årsagen til, at topledelsen hos Demant ikke ønsker at give interview og i det hele taget ikke har været ude med flere oplysninger i sagen. 

”Ulempen ved den form for kommunikation er, at man åbner for gisninger, og det kan være gisninger, der går i alle mulige retninger. Også retninger, der er mere spektakulære end dårlig arbejdskultur. Seksuelle krænkelser for eksempel,” siger han og tilføjer: 

”Man kunne have været mere klar i spyttet og åbnet mere op, men der er ingen garantier for, at den vej ikke også ville have ført til opfølgende spørgsmål,” siger Claus Jørgensen,

Ifølge Christian Lemvigh ville det have været fordelagtigt for Demant at være mere konkrete om, hvad der lå til grund for fyringerne. 

”Man skulle nok have haft lidt mere kød på sine formuleringer, så medierne vidste, hvad det handlede om. Man kunne for eksempel have sagt, at man ikke ville politianmelde medarbejdere, eller fastslå principperne om, at ingen medarbejdere skulle gå grædende hjem fra arbejde eller få stress,” siger kommunikationsrådgiveren.

Læs hele Arne Boye Nielsens opslag her: 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også