Demant-topchef: Enhedsvækst i privat amerikansk marked er stadig høj i tredje kvartal

Det private amerikanske marked for høreapparater ser ud til at opnå en vækst på mellem 10-12 pct. i tredje kvartal. Det fortæller Demants adm. direktør, Søren Nielsen, på mandagens kapitalmarkedsdag. 
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/ERH
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/ERH
af marketwire

Markedsvæksten for høreapparater kom for alvor tilbage efter coronakrisen i andet kvartal i år, og væksten er også fortsat godt ind i tredje kvartal.

På den private del af verdens største enkeltmarked for høreapparater, det amerikanske, var enhedsvæksten i markedet 22 pct. i andet kvartal sammenlignet med samme periode af 2019 - og altså inden coronakrisens udbrud.

Det fulgte efter en vækst på 12 pct. i første kvartal - igen sammenlignet med 2019 - og meget tyder på, at det niveau vil blive gentaget i tredje kvartal, der afsluttes med udgangen af september.

I juli var enhedsvæksten på det private amerikanske marked således 11 pct., og i august er væksten opgjort til 12 pct., oplyser Demant på sin kapitalmarkedsdag i København mandag.

"Det ser også ud til, at væksten er fortsat pænt ind i september. Så vi kigger på en vækst på 10-11-12 pct. i tredje kvartal," siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, på kapitalmarkedsdagen.

Samlet set var enhedsvæksten på det nordamerikanske marked i andet kvartal på 16 pct. i andet kvartal i år sammenlignet med samme periode af 2019.

Den lavere samlede vækstrate skyldes en markant langsommere genrejsning af den offentlige salgskanal, Veterans Affairs, VA, der tilpasser høreapparater til militærveteraner og fylder omtrent en femtedel af det samlede amerikanske marked.

Her var væksten nemlig blot 3 pct. i andet kvartal sammenlignet med andet kvartal 2019.

Alligevel var væksten størst på det amerikanske marked. Næstefter fulgte Europa med en enhedsvækst på 15 pct. i andet kvartal sammenlignet med samme periode af 2019, mens resten af verden så en enhedsvækst på 7 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også