MedWatch

Analytiker: Børsnotering af datterselskab kan vise børsvejen for WSA og tage bid af kæmpegæld

En kommende børsnotering af WS Audiologys datterselskab Hear.com vil kunne barbere en stor luns af høreselskabets milliardgæld, vurderer analytiker. Samtidig vil en succesfuld notering skabe positiv opmærksomhed om WS Audiology som løftestang til en notering af WS Audiology, lyder det.

Nedbringelse af milliardgæld og forberedelse til børsnotering er bagrunden for, at WS Audiology vil notere datterselskabet Hear.com i USA, vurderer analytiker. | Foto: WS Audiology / PR

Det vakte opsigt, da det tirsdag kom frem, at WS Audiology vil børsnotere sit hollandsk-registrerede datterselskab Hear.com i USA.

Men bag beslutningen ligger et par rationelle forklaringer, mener Niels Granholm-Leth, chefanalytiker i investeringsbanken Carnegie og mangeårig iagttager af høreapparatsindustrien.

For WS Audiology, der har tabt 3,7 mia. kr. på to år, handler det således om to ting, påpeger han.

For det første at få nedbragt en gigantisk milliardgæld, der ved udgangen regnskabsåret 2020 lød på mere end 4,5 mia. euro – godt 33,4 mia. kr.

"En notering af Hear.com vil jo gøre, at WS Audiology kan få nedbragt sin nettorentebærende gæld, som jo er ganske betydelig. En gæld på omkring 4,5 mia. euro, som den var i september, og en gearing på 13,5 gange, er ret usædvanligt, og det er klart, at WS Audiology har en stor interesse i at få den reduceret," siger Niels Granholm-Leth til MedWatch.

En gæld på omkring 4,5 mia. euro, som den var i september, og en gearing på 13,5 gange, er ret usædvanligt, og det er klart, at WS Audiology har en stor interesse i at få den reduceret

Niels Granholm-Leth, chefanalytiker i Carnegie

Hear.com, der står for WS Audiologys online salg af høreapparater, opererer i 11 lande - primært i Nordamerika og Asien - og landede i det forskudte regnskabsår 2020 en omsætning på 151,1 mio. euro mod 119 mio. euro året inden.

Omsætningsfremgangen til trods er Hear.com tabsgivende med et underskud på 23,1 mio. euro i 2020, og gælden er også her markant. Hear.com skyldte ved udgangen af september således 137,9 mio. euro væk.

Provenuet fra børsnoteringen vil Hear.com da også bruge til netop at bringe gælden ned, fremgår det af ansøgningen til SEC, der også lader forstå, at WS Audiology fortsat planlægger at eje mere end 50 pct. af Hear.com.

Kan nedbringe gæld med omkring 1,5 mia. euro

For de kommende nye aktionærer i Hear.com kan der være betydelige gevinster at hente. I hvert fald hvis man sammenligner med det dansk-ledede online høreselskab, Eargo, der med Christian Gormsen i spidsen gik på den amerikanske børs i oktober 2020 og der lykkedes med at hente 898 mio. kr.

"Timingen i det - at Hear.com vil på børsen netop nu - har nok en del at gøre med, at Eargo, efter deres børsnotering i USA, i dag jo handler til nogle overordentlig høje multipler. Eargo, der også er tabsgivende, handler til en price/sales på omkring 20 gange," siger Niels Granholm-Leth.

Hvis man sætter samme price-sales-multibel på Hear.com, kommer man frem til en værdi på lige omkring 3 mia. euro for Hear.com.

"Hvis WSA f.eks. ender med at sælge 49 pct. af Hear.com, så er der jo så mulighed for, at de kan få nedbragt deres gæld med lige omkring 1,5 mia. euro. Det vil hjælpe en del på at få bugt med de omkring 4,5 mia. euro, som den rentebærende gæld i dag lyder på i WSA," siger Niels Granholm-Leth.

Valgte WS Audiology at gå under 51 pct. – ifølge ansøgningen til SEC er det dog ikke tilfældet - men hvis man gjorde, kunne man dekonsolidere Hear.com fra WSA-regnskabet.

"Dermed ville man fjerne noget underskud, fordi Hear.com sidste år genererede et tab på driften på 16,5 mio. euro. Ved at dekonsolidere Hear.com ville man kunne forbedre indtjeningen i WS Audiology," siger Niels Granholm-Leth.

Skal bane vejen for notering af WSA

Det var EQT-ejede Sivantos, den ene halvdel af fusionsselskabet WS Audiology (den andet er danske Widex), som i 2015 købte det tyske selskab Audiobene, der på det tidspunkt var en fremadstormende tysk onlinedistributør.

Audiobene ekspanderede siden udenfor Tyskland og kom også til USA, hvor de kaldte sig for Hear.com i stedet for Audiobene.

Hear.com er online-retailer af høreapparater, forstået på den måde, at man som forbruger går ind på en af Hear.coms hjemmesider og køber et høreapparat derinde. Herefter bliver man henvist til en af Hear.coms 5.000 partnerskabsbutikker for der at få produktet udleveret og tilpasset (fittet). 

"Regningen betaler man til Hear.com, mens online-retaileren får et fitting-fee på typisk 150 dollars af Hear.com. Forretningsmodellen er meget interessant og en forholdsvis succesfuld en af slagsen," siger Niels Granholm-Leth.

Man ønsker at visualisere nogle af de værdier, der er i WSA. Hear.com er god succeshistorie, og man vil gerne vise, hvad man har at gøre godt med op til en potentiel børsnotering af WS Audiology – formodentlig i København indenfor 3-5 år.

Niels Granholm-Leth, chefanalytiker i Carnegie

Børsnoteringen af Hear.com har - udover at kappe en luns af WS Audiology millardgæld - derfor formodentlig også et andet formål.

Den skal bidrage til at gøre WS Audiology attraktiv overfor omverdenen forud for en børsnotering af høreselskabet.

WS Audiology er flere gange spået en snarlig børsnotering, eftersom kapitalfonden EQT sidder på 49 pct. af aktierne og typisk laver en exit efter nogle års engagement. Det er nu omtrent 7 år siden, EQT købte Sivantos.

"For mig at se, synes det klart, at WS Audiology også gør det her, fordi man ønsker at visualisere nogle af de værdier, der er i WSA. Hear.com er god succeshistorie, og man vil gerne vise, hvad man har at gøre godt med op til en potentiel børsnotering af WS Audiology – formodentlig i København indenfor 3-5 år," siger Niels Granholm-Leth.

MedWatch har spurgt WS Audiology, om selskabet vil kommentere på beslutningen om at børsnotere Hear.com og om overvejelserne bag. Men det har WS Audiology takket nej til med henvisning til de amerikanske børsregler, der forbyder kommunikation før det endelige prospekt er offentliggjort.

Morgan Stanley, J.P. Morgan, Deutsche Bank Securities, Goldman Sachs, Bofa Securities, William Blair and Truist Securities er såkaldte underwriters for emissionen.

WS Audiology vil børsnotere datterselskab

WS Audiology har tabt 3,7 mia. kr. på to år – topledelse afviser at tale om hvornår selskabet kan give overskud 

Dansk topchef henter 898 mio. kr. ved børsnotering i New York: "En helt surrealistisk dag og en fantastisk oplevelse"

WS Audiology-direktører afviser snarligt exit fra storaktionær 

Mere fra MedWatch

Merck lander som ventet i andet kvartal

Medicinalselskabet Merck, kendt som MSD i Europa, har torsdag leveret et regnskab for årets andet kvartal, der i det store hele lever op til analytikeres forventninger til såvel indtjening som omsætning.

Biomarin forbereder sig på europæisk godkendelse af Ascendis-konkurrent

Amerikanske Biomarin opjusterer både forventningerne til omsætningen og underskuddet i forbindelse med regnskabet for årets andet kvartal. Samtidig melder selskabets topchef, at det kommercielle team er i gang med forberedelserne til en eventuel godkendelse af Voxzogo, der kan blive en mulig konkurrent til Ascendis-kandidat.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier