Regionsdirektør: Vi skal sammenligne os med London og Amsterdam

Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden, har store visioner for, hvordan Region Hovedstaden får skabt et sammenhængende sundhedsvæsen på internationalt topniveau. Samarbejdet med erhvervslivet er på dagsordenen.
Foto: Ursula Bach/Københavns Kommune
Foto: Ursula Bach/Københavns Kommune

”Mange tror, at innovation handler om at udvikle nye ting, men det kan i lige så høj grad handle om at sætte ting sammen på en ny måde,” indledte Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden på konferencen ’Innovation 2020 – Nyt, nyttigt, nyttiggjort’. MedWatch var med noget af dagen.

Med ovenstående formulering uddybede Hjalte Aaberg og brugte netop en kuffert med hjul som eksempel på, at man kombinerede gamle opfindelser og den vej igennem skabte noget nyt.

For målet er helt klart. Region Hovedstaden har store ambitioner om at have et førende sundhedsvæsen – ikke bare i Danmark, men i et internationalt perspektiv.

Derfor vil regionsdirektøren også sammenlignes med storbyer som London, Amsterdam og Hamborg, fortalte han de omkring 300 fremmødte på konferencen.

”Vi skal skabe en region, hvor viden kommer til. Derfor skal vi også tiltrække virksomheder, der kan skabe innovative løsninger,” sagde Hjalte Aaberg, der lige har rundet etårs-jubilæum som regionsdirektør i Region Hovedstaden.

 Ny direktør i Region Hovedstaden 

Fokus på universiteterne

Regionsdirektøren fortalte samtidig, at Region Hovedstaden i dag har mere end 65 offentligt-private innovationssamarbejder (OPI’er) – noget, som regionen bruger mere end 250 mio. kr. om året på.

Dertil kommer så omkring 1,7 mia. kr. til forskning, hvilket betyder, at der årligt anvendes mere end to mia. kr. på udvikling i Region Hovedstaden.

Men selvom de mange tiltag har ført en række positive med sig, og regionen med Hjalte Aabergs egne ord ”har muligheden for at blive de allerbedste inden for innovation, fordi vi allerede er rigtig gode,” så er der fortsat plads til forbedring på en række punkter.

Noget, der bestemt kan lade sig gøre, blandt andet som følge af de meget vide rammer, som regionens politikere ifølge Hjalte Aaberg giver.

”Et af vores fokusområder er, hvordan vi får etableret et bedre samarbejde med universiteterne i forhold til forskning og udvikling,” sagde Hjalte Aaberg og skitserede senere i sit oplæg en anden meget væsentlig problemstilling.

”En af udfordringerne er, hvordan man skalerer, kommercialiserer og eksporterer løsninger,” sagde regionsdirektøren.

Er medarbejderne klar?

Vicedirektør på Hvidovre og Amager Hospitaler, Torben Mogensen, ser også samarbejdet med det private erhvervsliv som værende særdeles vigtigt, blandt andet fordi man i det private er langt mere utålmodig.

Han mener, at både det private og det offentlige fremadrettet kan lære en masse af hinanden.

”Det handler om at være åben for andre synspunkter end ens egne, for ellers skabes der ikke nytænkning,” sagde han. Der er dog særligt én udfordring, som man bør være opmærksom på, mener Torben Mogensen:

”Innovation i samarbejde med private firmaer er spændende, men risikofyldt. Vi er enormt åbne, og det er godt. Men mange medarbejdere mener ikke, det er en naturlig ting, og mange medarbejdere har svært ved at se, at det også er vores opgave at være med til at skabe private arbejdspladser. Men hvis der ikke skabes private job, så er der heller ikke nogen til at betale for vores sundhedsvæsen,” påpegede vicedirektøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også