Analytiker: Matas-aktien vil stige fra børsåbningen

Det må være et udtryk for god interesse for aktien, når Matas prisfastsætter den i den høje ende, mener analytiker fra Jyske Bank.
Af Ritzau Finans (redigeret af Leonora Beck)

Matas ventes fredag at tage hul på en ny æra som børsnoteret selskab med en succesrig åbning på fondsbørsen. Aktietegningen er afsluttet og udbudskursen fastsat til 115 kr. pr. aktie, hvilket giver en samlet markedsværdi på 4,7 mia. kr. Dermed landede afregningskursen i toppen af udbudskursintervallet på 100-120 kr., og det lover godt for den blå og hvidstribede materialistkædes første børsdag.

"Det må være udtryk for en god interesse om aktien, når de prisfastsætter den høje ende af prisintervallet (100-120 kr.). Jeg har en købsanbefaling og et kursmål på 140 kr. og med en udbudskurs på 115 kr., så er der stadigvæk flot potentiale i den, og derfor vil den stige fra morgenstunden af," vurderer analytiker i Jyske Bank Jonas Guldborg Hansen over for Ritzau Finans.

Det samlede udbud omfatter 21.271.185 styk aktier á nominelt 2,50 kr. per aktie. For at afspejle "den betydelige interesse fra private investorer i Danmark", er det besluttet at tildele dem ca. 20 pct. af de udbudte aktier. Ca. 80 pct. er allokeret til danske og udenlandske institutionelle investorer, fremgår det af meddelelsen fra Matas.

Plads til gevinst på 10 kr.

Skæringskursen på Matas aktie er ikke sat højere, end at der bør være plads til en kursstigning, når materialistens aktie fredag morgen handles for første gang på fondsbørsen i København, vurderer Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet.

Han noterer sig, at skæringskursen landede under udbudsintervallets øvre grænse for ikke at "presse citronen", og det har naturligvis betydning for, hvordan aktien vil klare sig, når børsen åbner.

Nordnets investeringsøkonom vurderer, at udbudskursen "giver plads til i det mindste en moderat sprednings- og førstedagsgevinst i størrelsesordenen 10 kr. per aktie eller så", skriver han.

Hvis overallokeringsretten udnyttes fuldt ud, vil udbuddet udgøre 24.461.862 stk. aktier, og free float vil være 59,6 pct., svarende til andelen af aktiekapitalen, der ejes af selskabets nye investorer. Overallokeringsretten kan helt eller delvist udnyttes frem til den 26. juli 2013.

Udnyttes overallokeringsretten ikke vil Svenska M Holding have reduceret sin ejerandel til 32,5 pct. fra 69,4 pct. før udbuddet, og Materialisternes Invest vil have reduceret sin ejerandel til 14,2 fra 30,3 pct. nye aktionærer vil sidde på 51,8 pct. af aktiekapitalen i Matas.

Udnyttes overallokeringsretten derimod fuldt ud, vil Svenske Holding efterfølgende sidde på 27,1 pct. af aktiekapitalen og Materialisternes Invest 11,8 pct. Nye aktienærer vil sidde på 59,6 pct. af kapitalen.

 Matas får markedsværdi på 4,7 mia. kr. 

 Matas får ny formand  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også