Dagens Medicin vinder retssag mod overlæge

Det var ikke i strid med loven, da fagmediet på lederplads krævede en navngiven overlæge fyret, afgør Østre Landsret.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af JULIE HORNBEK TOFT

Fagmediet Dagens Medicin og chefredaktør Kristian Lund handlede ikke i strid med loven, da avisen på forside og lederplads krævede en navngiven overlæge og to andre navngivne ansatte i den daværende Lægemiddelstyrelse fyret i forbindelse med deres rolle i den såkalte Omniscan-skandale.

Det afgjorde Østre Landsret i dag og omstødte dermed byrettens afgørelse fra april sidste år, skriver Dagens Medicin.

Sagen handler om det nu forbudte røntgenkontrastmiddel Omniscan, der blev anvendt i flere år og gav adskillige patienter alvorlige nyreskader. Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet blev kritiseret for ikke at have stoppet brugen af Omniscan før 2006, selv om flere patienter fik skader.

Latterliggjort og miskrediteret

Dagens Medicins chefredaktør skrev i 2010 i en leder, at overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver havde "latterliggjort og miskrediteret læger, der indberettede bivirkninger og forventede, at Lægemiddelstyrelsen ville reagere. Hendes magt må være steget hende til hovedet. Hun burde heller ikke kunne overleve denne sag."

Byretten vurderede, at udtalelserne i Kristian Lunds avisleder fremstod som faktuelle påstande, og Doris Stenver skulle have haft chance for at udtale sig inden offentliggørelsen. Retten idømte Dagens Medicin at betale en erstatning på 25.000 kr. og sagsomkostninger på 26.000 kr samt erkende at have tilsidesat god presseskik.

I dag har landsretten i stedet vurderet, at lederen indeholdt værdidomme, hvor kravene for genmæle ikke er gældende. Landsretten vurderer desuden, at der var tilstrækkeligt faktuelt grundlag for kritikken af Doris Stenvers ageren i Omniscan-sagen, da hun var den ansvarlige i Lægemiddelstyrelsen.

Dommen betyder, at Foreningen af Speciallæger, der har ført sagen på vegne af Doris Stenver, skal betale sagsomkostningerne fra både byretten og landsretten på i alt 80.750 kr.

Læs flere artikler fra MediaWatch her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også