I Kay Aulls familie var det i mange år velkendt, at mændene døde i en forholdsvis ung alder.

Hvorfor, vidste de ikke, i hvert fald ikke før lægerne fandt ud af, at hendes far lider af en arvelig sygdom kaldet hæmokromatose, der får kroppen til at ophobe for meget jern og langsomt ødelægger hjerte, lever og led.

Så Kay Aull besluttede sig for at lave sin egen gentest, for at finde ud af, om hun ville arve sygdommen. Hun ryddede plads i et lille klædeskab i sin lejlighed, og fandt billigt udstyr på internettet, såsom en PCR-maskine (en slags genetisk kopimaskine), en gelboks (der adskiller dna efter størrelse), en centrifuge lavet af plastik og en boremaskine, og et terrarium med et apparat til at opvarme prøver.

Derefter tog hun en vatpind og skrabede indersiden af sin kind for at få nok genmateriale til at køre en række test, indtil hun fik svaret – hun bar samme genmutering, som er skyld i sygdommen.

Godt nok er Kay Aull ingen nybegynder – hun arbejder for tiden på en ph.d. i bioinformatik – men alligevel er hun symbolet på en voksende bevægelse af såkaldte biohackere.

De mener, at enhver med evnerne og idealismen kan lege med livets byggeklodser. Fra deres garager, kældre og køkkener omdannet til minilaboratorier, eksperimenterer de med genetisk materiale i håb om, at de kan gøre for bioteknologi, hvad hackere har gjort for computere – åbne dem for massernes kreativitet og potentielt løse samfundets største knuder inden for medicin, energi og miljø.

Der er biohackere, der laver yoghurtkulturer, som kan opdage giftstoffer i madvarer, der er en mand, der forsøger at kortlægge sin datters dna for at finde en behandling mod den ukendte led- og muskelsygdom, som hun lider af, og en gymnasieelev, der ved hjælp af en gentest afslørede, at flere sushirestauranter i New York løj om, hvilken slags fisk de serverede og spiste gæsterne af med billigere fisk.

Energisk optimisme

Fælles for dem alle er, at de er båret frem af den energiske optimisme, der er "hobbyister" forundt, og at de ser genforskning som en vigtig nøgle til fremtiden.

"De mener, at biotek er for vigtig en teknologi til udelukkende at overlade til professionelle," siger journalisten Marcus Wohler, som har fulgt biohackermiljøet i flere år og skrevet bogen ”Biopunk: DIY scientists hack the software of life”.

Mange af gør det selv-biologerne føler, at konventionel forskning ikke har gjort nok fremskridt – hvor er den kur mod kræft, der er blevet lovet i årtier? Der er brug for en nytænkning, som det eksisterende system ikke magter.

"Det er sandsynligt, at folk, der står uden for det traditionelle system, bedre kan være kreative, fordi de ikke sidder fast i en formodning om, hvordan tingene skal gøres," siger Wohlsen.

Biohackerne er ikke alene om at se et stort potentiale i dna-forskning.

Bill Gates har for nylig sagt til teknologimagasinet Wired, at hvis han var teenager i dag, ville han ikke hacke computere, men biologi. For hvis man vil ændre verden i det 21. århundrede, så er det der, man skal starte, og videnskaben er kun lige begyndt at kradse i overfladen, når det gælder dna og genmanipulation.

Amatørernes netværk

Alligevel lød det officielle startskud til biohackerbevægelsen først i 2008, da to fyre fra Cambridge, Massachussets, startede gruppen DIYbio.org, der samler amatørbiologerne i et netværk. I dag er der over 2.000 medlemmer verden over, et tal, der kun vokser i takt med den årlige iGEM-konkurrence, der opfordrer unge studerende til at lave eksperimenter med syntetisk biologi.

Men vil man se, hvor det hele foregår, så er en kedeligt udseende industriel bygning i hjertet af Californiens Silicon Valley et godt sted at starte.

Her ligger Biocurious, et slags hackerspace for biologi, – et åbent laboratorium, hvor folk, der er nysgerrige efter at lege med dna-eksperimenter, kan få lov til at slå sig løs. Bag det anonyme ydre finder man en række arbejdsborde fyldt med antikvarisk udseende udstyr (købt på nettet og fra konkursramte biotekfirmaer for en slik) bortset fra en PCR-maskine og en farvestrålende gelboks, der er fremstillet af et par af medlemmerne for en brøkdel af, hvad de normalt koster.

Ikke ulig et fitnesscenter kan medlemmerne for 100 dollars om måneden frit benytte laboratoriet eller melde sig til forskellige undervisningshold.

Uortodoks kræftforskning

BioCurious er grundlagt af Eri Gentry, og som de fleste af medlemmerne har hun ingen uddannelse inden for biologi. Hun læste økonomi på Yale, men blev inspireret, efter at hun assisterede en af sine venner med uortodoks kræftforskning i hans hjemmelaboratorium.

"Der er så meget passion i det her fællesskab, og det er som regel det, som nyskabelser opstår af. Folk skider på den traditionelle måde at være forsker på og gør det på deres egen måde, og det synes jeg er fedt," siger Eri Gentry.

Står det til hende, vil folk snart få øjnene op for, at biohacking faktisk ikke er så svært, som det lyder. Den yngste besøgende i laboratoriet var en seksårig pige, der var med til at gøre E. coli-bakterier selvlysende ved at indsætte genet fra en gople.

Det går dog stadig trægt med at tiltrække medlemmer, og godt nok har BioCurious kun fire måneder på bagen, men de vil nu starte et par projekter, der skal lokke flere folk til. De vil omdanne en almindelig blækprinter til at kunne udskrive biologisk materiale såsom bakterier, ligesom de håber på at kunne udvikle en strømfri lampe, der udelukkende kører på biologisk lys, som man kender det fra en række insekter og havdyr.

"Vi prøver ikke at genopfinde hjulet, men vi viser, at vi kan gøre mange ting på egen hånd. Hvis man leger med biologi, som vi gør, så opdager man måske pludselig noget, som ingen har fundet før," siger Eri Gentry.

Frankenstein-organismer

Skal vi til at bekymre os over, at folk render rundt og vender op og ned på de biologiske byggeklodser?

Flere kritikere ser en risiko for, at amatørbio-logerne ved et uheld slipper dødelige vira og smitsomme sygdomme løs eller skubber bioterrorister på vej.

"De frygter, at folk vil være i stand til at skabe Frankenstein-agtige organismer, der vil have uforudsigelige konsekvenser, hvis de bliver sat fri i vores omgivelser," siger Marcus Wohlsen.

Men en ting er teori, noget andet er praksis. Selv professionelle videnskabsfolk har problemer med at skabe terroriserende vira fra bunden af, så det er stadig usandsynligt, at den næste globale pandemi starter i garagen hos en gør det selv-biolog.

"Det er ekstremt svært at skabe en dødelig sygdom," siger David Rejeski, der forsker i videnskabelig og teknologisk innovation ved Woodrow Wilson International Center for Scholars og har været med til at rådgive biohackerbevægelsen om sikkerhedsprocedurer.

Han forklarer, at selv hvis de lykkes med at skabe en virus, er det en stor udfordring at finde en pålidelig måde at sprede det på.

Det beroliger dog ikke FBI, der holder et vågent øje med biohackerne. Sidste år samlede de folk fra biohackermiljøet rundt om i USA for proaktivt at samarbejde med dem og få dem til at anmelde mistænkelige personer.

Bioteknologiens Steve Jobs?

Løsningen på kræftens gåde finder man næppe i et hjemmelaboratorium i den nærmeste fremtid. Sammenlignet med forskningsinsitutioner og lægemiddelmastodonter med horder af videnskabsfolk på lønningslisterne og budgetter i milliardstørrelsen, er biohackerne stadig på mikrobestadiet. Men finder de deres niche, vil bevægelsen kunne opnå bemærkelsesværdige resultater.

"Jeg tror, at de vil kunne lave værdifulde opdagelser," siger David Rejeski. Han bider mærke i, at historiebøgerne er fyldt med eksempler på amatører, der har gjort markante opdagelser, heriblandt en vis Steve Jobs, der som bekendt startede Apple fra sin garage uden at være nogen computerekspert.

Biohackerne har allerede været i stand til drastisk at reducere prisen på biotekudstyr, som ingen amatører ellers ville kunne få fingrene i. Det betyder, at langt flere folk verden over vil kunne starte deres egne forsøg.

Amatører til forskel

"Der er mange sygdomme, der ikke kræver sofistikerede behandlinger, men blot billigere behandlinger, og her kan amatørerne virkelig gøre en stor forskel," siger David Rejeski.

I sidste ende står den traditionelle forskning og biohackerne ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden.

Kay Aull er stadig involveret i biohackermiljøet, omend hun har taget skridtet til ”rigtig” forskning på University of California San Francisco.

"Som hacker vil man hele tiden lave større ting, og da jeg var yngre, var det fint at få bakterier til at lyse, men nu vil jeg besvare spørgsmål, som jeg ikke kan gøre alene, fordi det kræver flere ressourcer," siger hun.

I det topmoderne laboratorium, hvor Kay Aull har sin daglige gang, savner hun ikke sit klædeskabslaboratorium.

"Der er udstyr for mio. af dollars her. Så hvis jeg stadig ikke kan besvare nogle af de svære biologiske spørgsmål, hvor stor er sandsynligheden for, at jeg kan gøre det i mit skab for 500 kr?"