Novo leverer insulin direkte til fattige indere

Danske Novo Nordisk vil bringe deres insulinprodukter direkte til døren i et nyt pilot-projekt, som skal gavne lavtlønnede indere. Projektet er et led i en overordnet strategi, og hvis alt går vel, skal det udvides til at omfatte hele Indien.
Foto: Anna Klitgaard / Jyllands-Posten
Foto: Anna Klitgaard / Jyllands-Posten

Novo Nordisk, som i forvejen sidder på to-tredjedele af Indiens insulinmarked, vil med et nyt initiativ gøre endnu mere for at hjælpe de indiske diabetikere. Den danske medicinalgigant har søsat et nyt projekt, hvor man i samarbejde med læger, apotekere og andre sundhedsarbejdere vil bringe diabetesbehandling direkte til patienternes dørtrin. Det skriver avisen The Economic Times.

Projektet finder sted i provinserne Sampatchak og Nalanda i den nordøstlige indiske stat Bihar, og målet er bl.a. at tilbyde insulinindsprøjtninger til diabetespatienter direkte i deres hjem. For mange diabetespatienter er daglige insulinindsprøjtninger en del af hverdagen, men det er svært for en del økonomisk underprivilegerede indere at skulle rejse frem og tilbage mellem deres hjem og hospitaler eller andre sundhedsfaciliteter på daglig basis.

”Rejseudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med diabetesbehandling er de mest udtalte problemer for diabetespatienter i Indien,” siger Alexandra Nagler, som er senior global project manager i Novo Nordisk, ifølge avisen.

Indtil videre er der blot tale om et pilot-projekt, hvor Novo har optrænet 203 officielle sundhedshjælpere og 10 læger i de to provinser. Men hvis projektet viser sig at virke, vil Novo Nordisk efter planen udvide det til at involvere hele Indien. Det kan dermed komme til at omfatte op til 14 millioner lavtlønnede indere med en indkomst på mellem 1.500 og 3.000 dollar om året.

Global strategi

Projektet er et led i et globalt initiativ fra Novo Nordisk, hvor virksomheden prøver at nå ud til verdens fattige lande. Ifølge WHO vil op til 80 pct. af alle nye tilfælde af diabetes opstå i disse lande. I april kunne Medwatch berette om et lignende projekt i Kenya, hvor man ligeledes fokuserede på at levere insulin til lavtlønnede kenyanere.

For at gøre insulin mere tilgængelig for denne gruppe, havde Novo Nordisk dengang i samarbejde med lokale organisationer og kristne hospitaler og klinikker udviklet en ny forretningsmodel, der omfattede en strømlinet forsyningskæde og behandlingscentre, der var tættere på patienternes hjem.

Projektet reducerede prisforøgelserne i forsyningskæden i det omfang, at insulin kunne fås til 20 cent dagligt, svarende til en tredjedel af den tidligere pris på det private marked. Men det indiske projekt vil ikke involvere reducerede priser på insulinen, da priserne på insulinmærker er reguleret af staten, skriver Economic Times.

 Nye indiske priser kan komme Novo Nordisk til gode 

 Indien vil give borgerne gratis medicin

 Novo lancerer ny forretningsmodel i Kenya 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også