Fuldt blus under test af ”rødvinspille” i mennesker

Både Aarhus Sygehus og Københavns Universitet i samarbejde med Rigshospitalet tester nu, om et stof, der er kendt for at være den sundhedsgivende del af rødvin, er positivt for overvægtige mennesker. Dyreforsøg og et nyt hollandsk studie på mennesker peger i den helt rigtige retning.
Foto: Jesper Dudal / Stock.Xchng
Foto: Jesper Dudal / Stock.Xchng

Videnskabsfolkene sætter efter positive dyreforsøg fuldt blus under forskningen i, hvorvidt den såkaldte ”rødvinspille” – et stof der findes i rødvin – har en dokumenteret positiv sundhedseffekt i mennesker.

Mens en professor på Aarhus Sygehus således for nylig har fået et stort millionbeløb til at teste svært overvægtige mennesker, følger Købehavns Universitet i samarbejde med Rigshospitalet nu op med test i mennesker, der er let overvægtige.

Ældre mænd i god stand

”Vores forsøgspersoner er ikke syge mennesker. Det er mænd, typisk let overvægtige. Mennesker, der ikke er alt for aktive – nogle, der nok lever, som de fleste lever i den alder, 60-70-årige, hvor livsstilssygdomme ofte melder sig,” siger forskningsassistent, cand. scient. i biologi, Ninna Iversen fra Københavns Universitet, til MedWatch.

Hun er en en del af holdet bag forsøgene. Ansvarlig professor er Ylva Hellsten, Institut for Idræt, og i ledelsen af projektet er også lektor Henriette Pilegaard. 

Baggrund for forsøg

Stoffet bag ”rødvinspillen” hedder resveratrol. Når det kaldes ”rødvinspillen”, hænger det sammen med, at antioxidanten resveratol er det stof i rødvin, som der er kendt for at være sundhedsmæssigt positivt.

Baggrunden for forsøget er, at man har set mange positive effekter med resveratrol på dyreforsøg, både mod cancer og insulinfølsomhed. Men man ved ikke rigtig, hvilken effekt det har på mennesker, forklarer Ninna Iversen.

”Vi vil undersøge sundhedseffekterne. Vores fokus vil blandt andet være på kredsløb og stofskifte. På mus og rotter er der blandt andet set klare forbedringer på insulinfølsomheden,” siger hun.

Firma sponsor på projekt

Sponsor på forsøget er det danske biotekselskab Fluxome, fortæller hun og tilføjer, at ”der selvfølgelig er tale om fri forskning, hvor firmaet altså ikke har indflydelse. Forskerne regner med at have de første resultater om godt tre måneder.

MedWatch har for nyligt beskrevet, hvordan netop Fluxome efter en EU-godkendelse af selskabets kosttilskuds-ingrediens, resveratrol, er parat til at erobre det globale marked.

 Dansk biotekfirma klar til at lancere rødvinspille i Europa

Større projekt i Aarhus

Samtidig med det københavnske forsøg er der som nævnt et endnu større forsøg i gang i Århus. Bl.a. Jyllands-Posten har beskrevet, hvordan et nyt forskningsprojekt skal undersøge, om stoffet resveratrol kan sikre svært overvægtige mod livsstilssygdomme.

Til den forskning har Det Strategiske Forskningsråd bevilget 19 millioner kroner. Håbet er, at forskningen her kan få stor betydning for de mange svært overvægtige, som på grund af deres overvægt ellers risikerer at få livstruende sygdomme.

Hollandsk stude imponerer

Nyudnævnt professor Steen Bønløkke Pedersen står i spidsen for projektet. På projektet hjemmeside, www.lirmoi.com, fremgår det, at ”et nyt hollandsk studie finder, at resveratrol har samme gavnlige effekter hos mennesker, som der tidligere er påvist i dyr og gærceller.

”Forskerne har undersøgt resveratrols effekter på 11 overvægtige mænd, som er behandlet i 30 dage med en lille dosis resveratrol. De finder bl.a., at insulin følsomheden forbedres, fedtindholdet i leveren falder, samt blodtrykket og graden af inflammation i blodet falder,” skriver projektgruppen og fortsætter

”Disse fund styrker vore forventninger til resveratrols evne til at forebygge fedmerelaterede sygdomme og gør det endnu vigtigere at finde ud af, om effekten fortsat er til stede ved kronisk brug (derfor undersøger vi effekter gennem i et år). Endvidere benytter vi en noget større dosis resveratrol, så vi håber at kunne finde endnu kraftigere effekter.”

Fluxome vil være blandt verdens stærkeste

Fluxome udnævner ny CEO

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også