DI angriber overlæge for usaglighed

Kosttilskudsbranchen under Dansk Industri mener, at overlæge på Rigshospitalet med analyse af kosttilskud har gjort forbrugerne unødigt utrygge.
Foto: Arkivfoto. Fura/Stock.xchng
Foto: Arkivfoto. Fura/Stock.xchng

Kosttilskudsfirmaernes brancheforening, kaldet Nutraceutisk Industri under DI, går nu også i flæsket på en analyse af kosttilskud fra Rigshospitalet. Konsulent i foreningen, Marie Hammer, skriver i et indlæg på foreningens hjemmeside meget direkte, at overlægen bag undersøgelsen har ”skabt usagligt tvivl” om kosttilskud og gjort forbrugerne ”unødigt utrygge” ved kosttilskud.

”Det kan hverken forbrugerne, myndighederne eller branchen være tjent med,” skriver konsulenten.

Nutraceutisk Industri repræsenterer 11 danske virksomheder, som dækker omkring 80 procent af omsætningen i branchen. Den skarpe kommentar fra Marie Hammer følger i hælene på et ligeså barskt angreb på Rigshospitalets analyse fra en af medlemsvirksomhederne, Mezina A/S, umiddelbart før påske.

Intet med kosttilskud at gøre

I kommentaren skriver Marie Hammer:

”Nærmere gennemlæsning af publikationen viser, at de testede doser intet har med kosttilskud at gøre. Produkter med så høje doser findes ikke på det danske kosttilskudsmarked.

Overlæge Christian Gluud, der står bag undersøgelsen, har skabt usaglig tvivl om reguleringen på kosttilskudsområdet. Samtidig er forbrugerne gjort unødigt utrygge ved danske kosttilskud. Det kan hverken forbrugerne, myndighederne eller branchen være tjent med.”

Hun fremhæver, at undersøgelsen intet har med kosttilskud at gøre på grund af de meget høje doser, der ligger til grund for undersøgelsen.

Udsagn urigtige

Ifølge Marie Hammer er det heller ikke rigtigt, når overlægen siger til MedWatch, at ”vi mangler generelt viden om en masse kosttilskud i små doser, om de er gavnlige eller skadelige”. Udsagnet strider mod Den Europæiske Fødevareautoritet, EFSA, der netop har vurderet vitaminer og mineralers positive effekter i forbindelse med anprisningsforordningen, hedder det:

”EFSA har undersøgt, om der er videnskabeligt bevis for sammenhængen mellem specifikke stoffer og deres sundhedseffekter. Mens mange sammenhænge er blevet afvist, har EFSA godkendt en række sundhedseffekter ved vitaminer og mineraler. Disse videnskabelige sammenhænge er derfor lovlige at bruge som led i forbrugerinformationen på fødevarer - herunder kosttilskud - og vigtige i vores forståelse af vitaminer og mineralers positive sundhedseffekter. ”

Overlæge Christian Gluud vil afvente Fødevareinstituttets og fødevarestyrelsens udmeldinger før en eventuel kommentar.

Læs kommentaren her

Læs om Mezinas angreb og overlægens reaktion her

Vitaminpiller kan øge dødeligheden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også