Kosttilskudsfirma retter voldsom kritik mod Rigshospitalet

Firmaet Mezinas direktør har fået nok og skyder med skarpt mod overlæge Christian Gluud på Rigshospitalet. Overlægens respons er bl.a. at foreslå kosttilskud på recept.
Foto: Arkivfoto. Fura/Stock.xchng
Foto: Arkivfoto. Fura/Stock.xchng

Et af Danmarks store kosttilskudsfirmaer, Mezina A/S, retter nu en voldsom kritik mod Rigshospitalet, som firmaet mener "jonglerer med tal" i en ny analyse, der beskriver nogle kosttilskudsprodukter som farlige.

”Statistikere på Rigshospitalet har jongleret med tal i en ny publikation, hvor de beskylder kosttilskud for at være farlige, selv om de doser, der er anvendt i undersøgelserne, klassificerer dem som lægemidler,” skriver Mezina i en pressemeddelelse.

Sagen kerne er, som tidligere omtalt på MedWatch, et nyt dansk studium af en række store forsøg udført i verden af antioxidanter i form af vitamin A, E og beta carotene. Heraf fremgår det, at de er farlige for os.

"Vores nye studier viser, at antioxidanterne øger dødeligheden med ca. 4 pct. Vi vil fraråde folk, der er raske og som får en alsidig kost at spise dem," hed det over for bl.a. Jyllands-Posten fra overlæge,dr. med. Christian Gluud, Copenhagen trial Unit, Center for klinisk interventionsforskning på Rigshospitalet. Han er ansvarlig for projektet.

Vred direktør

Mezinas adm. direktør Lars Pedersen siger til MedWatch, at firmaet ”har været forsigtige med at blande os i den usaglige debat - men at vi ikke vil finde os i den uberettigede kritik længere.”

”Det er simpelthen ikke rigtig, at kosttilskud giver en overdødelighed. Jeg er meget utilfreds med, at en læge som Christian Gluud skal have lov til at sige, at det er farligt at spise kosttilskud,” påpeger han og tilføjer:

”For sagen er, at de undersøgelser, der kan påvise svag overdødelighed, er foretaget med doser, der ligger langt over kosttilskudsniveauerne. Ergo har det slet ikke noget med kosttilskud at gøre. Det er doser, der i flere tilfælde sågar går langt over det, der er tilladt i et lægemiddel.”

Mezinas direktør, der har analyseret de bagvedliggende tal, siger, at der i undersøgelsen er anvendt følgende doser:

*Beta caroten er anvendt i doser op til 16 gange den højst tilladte dosis,

*A-vitamin op til fem gange den højst tilladte dosis

*E-vitamin i doser op til 25 gange den tilladte dosis i kosttilskud.

Anderledes konklusioner

”Hvis du får kosttilskud i de rette doser, så virker det, og det viser undersøgelsen også. Det er faktisk meget få undersøgelser, der er negative, men det er der, at vægten i rapporten ligger, fordi man undersøger dødelighed,” pointerer direktøren med henvisning til de ”bagvedliggende undersøgelser”:

*En kontrol af 66 af de kliniske undersøgelser viser, at der er positive effekter af antioxidanterne i 24, negativ effekt i 3 og ingen påviselig effekt i 39 studier.

”Det bekræfter at den negative effekt i Rigshospitalets publikation bæres af ganske få undersøgelser, mens 96 % af studierne er enten positive eller neutrale,” påpeger han.

Professor uenig

Overlæge, dr. med. Christian Gluud, fastslår i en kommentar til pressemeddelelsen fra Mezina:

"Vi har vurderet samtlige de forsøg, der er gennemført i verden. Vi har samlet disse forsøg, og det viser sig, at de mennesker, der får de antioxydante kosttilskud har en 4% til 12% højere relativ risiko for at dø, end dem, der får placebo-præparater, altså snydepiller uden effekt."

Han siger til Medwatch, at analysen ikke indeholder sammenligninger med de anbefalinger, der er for daglig doser i de kosttilskud, der sælges i Danmark. Men vi mangler generelt viden om en masse kosttilskud i små doser, om de er gavnlige eller skadelige, påpeger han og tilføjer:

”Vi har kigget på samtlige doser i samtlige publicerede forsøg, og der ser vi en overdødelighed. Derfor må de firmaer, der sælger kosttilskud bevise, at deres doser giver bedre livskvalitet eller mindre dødelighed, før de får lov til at komme på markedet.”

Forslag om recept

Han fremhæver, at bl.a. danskerne jo kan gå ned og købe kosttilskud og spise dem i de mængder, som de har lyst til; mange spiser sikkert mere end den anbefalede mængde i den tro, at det er godt for dem, mener han. Hans budskab er derfor, at godkendelse af kosttilskud bør ligge under Lægemiddelstyrelsen, og produkterne bør købes på recept.

I sidste ende bliver det Fødevarestyrelsen, der skal tolke analysen af analyserne og træffe en afgørelse om, hvorvidt skal ændre det danske regelsæt.

Direktør: DTU-chef diskvalificerer sig selv

Læs om rapporten her

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også