Netmedie: IRF overlever alligevel

Sundhedsministeren trækker i land i forhold til tidligere udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen, og IRF får nu både egen chef og eget budget.

Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) genvinder ifølge Dagens Pharma sin uafhængighed.

Sidste måned forlød det ellers, at den nydannede Sundhedsstyrelse skulle have overtaget IRFs arbejdsopgaver, men efter protester fra IRFs bagland samt pres fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti trækker Sundhedsministeren nu i land i forhold til udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen og slår fast, at instituttet både får egen chef og eget budget.

Fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) begrunder den nye udmelding med et ønske om at "undgå at skabe tvivl om IRF’s uafhængighed", lyder det i et svar til Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

Selvstændig bevilling

Beslutningen betyder, at instituttet opretholder sit eget budget med en selvstændig bevilling på finansloven. På den måde sikres det, at der er regnskabsmæssig adskillelse mellem IRF og Sundhedsstyrelsens øvrige opgaver.

I svaret til Liselott Blixt lyder det endvidere, at der "etableres en ledelse af IRF, der har direkte reference til Sundhedsstyrelsens direktion."

Udmeldingen møder tilfredshed hos Praktiserende Lægers Organisation, der lægger vægt på, at IRF fortsat kan melde uafhængigt ud omkring lægemidler.

IRF for lille

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) var derimod tilfreds med den første udmelding fra Sundhedsstyrelsen, da man her mener, at IRF i modsætnng til Sundhedsstyrelsen er for lille til at varetage så omfattende en opgave, som det er at anmelde stort set alle de nye lægemidler, der kommer.

"Sundhedsstyrelsen har meget brede kompetencer inden for sundhedsområdet, især i forhold til at analysere behandlingen fra mange vinkler. IRF har qua de eksperter, de anvender, en mere indskrænket, farmakologisk tilgang, som går på de enkelte produkter og ikke på behandlingskvalitet og behandling generelt," siger Henrik Vestergaard til Dagens Pharma.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også