Dansk forskning kan ændre behandling af diabetes

Kan diabetes under graviditeten have betydning for, om barnet får forøget risiko for også at få diabetes? Det er en dansk forskningsgruppe ved at undersøge. Resultaterne kan have store kommercielle konsekvenser.

Børn, hvis mor har haft diabetes under graviditeten, kan have større risiko for selv at få diabetes senere i livet end børn, hvis mødre gik igennem graviditeten uden diabetes.

Professor Allan Vaag står ifølge Ingeniøren i spidsen for en gruppe, der er ved at undersøge ovenstående hypotese. Det kan have stor betydning for, hvordan man griber behandlingen af diabetes an.

Fosterlivets betydning

"Vi vil undersøge graden af overvægt, graden af insulinresistens og påvirkningen på nogle blodmarkører og hormoner, der har betydning for udviklingen af fedme samt type 2-diabetes. Det er eksempelvis appetithormoner og insulin, vi kan måle på. Men frem for alt er vi interesserede i den epigenetiske påvirkning af DNA'et; altså, at DNA'et kan være påvirket af noget, der sker i fosterlivet," fortæller projektlederen til Ingeniøren.

Epigenetikken gør op med forestillingen om, at et menneskes arv udelukkende bliver bestemt af DNA-sekvensen. Der kan i stedet være nogle faktorer, som bestemmer, om et enkelt gen skal være tændt eller slukket inde i cellen. Det sker bl.a. via en række methylgrupper, som sætter sig på nogle bestemte steder i DNA-sekvensen.

Enormt potentiale

Lykkes det forskningsgruppen at komme frem til nogle resultater, kan der ifølge Allan Vaag være store kommercielle gevinster at hente.

"Hvis det er rigtigt, at man skal tænke på epigenetik og ikke genetik, når man leder efter årsager til type 2-diabetes, er der et enormt kommercielt potentiale, hvis vi finder underliggende, biologiske mekanismer, som ændrer risikomarkørerne, fordi det kan blive mål for ny medicinudvikling."

Der er dog endnu ingen kommercielle partnere tilknyttet projektet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også