Matas klar til at udvide samarbejde om medicinsalg

Butikskæden Matas er klar til at åbne op for endnu flere salgssteder i samarbejdet med Uldum Apotek, hvis Konkurrencestyrelsen når frem til, at det var ulovligt at ekskludere apoteket fra kæden A-apoteket.
Foto: Matas/PR
Foto: Matas/PR
af KRESTEN MORTEN MUNKSGAARD

Fremover bliver det måske muligt at købe receptpligtig medicin fra Uldum Apotek i endnu flere Matas-butikker end de 13, som i øjeblikket tilbyder det. Det fortæller Informations- & miljøchef i Matas Henrik Engberg Johannsen.

”Vi er klar til at indgå i mere samarbejde med Uldum-apotekeren (Danji Bhanderi, red.), så flere forbrugere får nemmere adgang til deres medicin,” siger Henrik Engberg Johannsen.

Samarbejde i bero

I øjeblikket er en udvidelse af samarbejdet dog sat i bero, fordi begge parter venter på en afgørelse fra Konkurrencestyrelsen. Den har Danji Bhanderi klaget til, fordi apotekerkæden A-apoteket har ekskluderet ham, efter han har indledt samarbejdet med Matas.

En eksklusion som på grund af indkøbssamarbejde ifølge Politiken koster Danji Bhanderi flere hundrede tusinde kroner årligt. Henrik Engberg Johannsen mener, at apotekerne direkte misbruger deres monopolstatus ved at ekskludere Uldum-apotekeren i forsøg på at forhindre den konkurrence i apotekersektoren, som er intentionen med den nye lov.

”Hvis man som apoteker risikerer at blive ekskluderet af sin apotekerkæde, virker det jo ikke særligt stimulerende på lysten til at kaste sig ud i at udnytte en lovgivning, som rent faktisk er lavet for at skabe konkurrence og dermed bedre service for danskerne,” siger Henrik Engberg Johannsen.

Han tror, det kan give andre apotekere appetit på et lignende samarbejde, hvis det ikke har så store konsekvenser for forretningen.

”Jeg er overbevist om, at andre apotekere også kan se det spændende i at udnytte den nye lov, hvis de ikke kan straffes økonomisk af deres apotekskæde, og det behøver jo ikke være med Matas, det kan være med andre aktører.”

Matas ønsker egne apoteker

For Matas er samarbejdet første skridt på vejen mod muligheden for at få lov til at eje apoteker, hvilket ifølge den nuværende lov er forbeholdt farmaceuter.

”I Matas ønsker vi en lovændring, der gør, vi kan etablere et egentligt apotek i vores butikker, hvor vi med apoteksfagligt personale må sælge og rådgive om medicin. På fremtidens Matasapoteker vil det kun være farmakonomer og farmaceuter, der ekspederer recepter og rådgiver om medicin,” siger Henrik Engberg

Den tidligere regering nedsatte sidste år et tværministerielt kommissorium, der skal undersøge apotekerområdet og muligheden for at modernisere lovgivningen.

Efter valget har den nye regering dog været inde og ændre i kommissoriet for underøgelsen, og derfor er deadline for arbejdet udskudt fra 1. April i år til årets udgang. Arbejdsgruppen skal blandt andet undersøge internationale erfaringer af en modernisering af loven i Sverige, Nederlandene, Storbritannien, Irland og Norge, som allerede har foretaget ændringer.

Derudover skal der opsættes forskellige modeller for en modernisering.

Matas optimist trods politisk skepsis

På trods af arbejdet har politikere fra begge sider af Folketinget ikke umiddelbart givet udtryk for, at de er villige til at frigive markedet for at drive apoteker og at målet i stedet kan være et tættere samarbejde mellem apotekerne og sundhedsvæsenet.

Alligevel er Matas fortsat optimister.

”Vi tror på, at apotekermonopolet afskaffes i år eller inden for en kort årrække. Vi tror på, at det kommissorium, der er nedsat under Sundhedsministeriet, vil anbefale en lovændring, der gør, at også andre end farmaceuter kan eje og drive apoteker – naturligvis under skrappe lovkrav til patientsikkerhed. Det vil føre til en sund konkurrence, der i sidste ende giver danskerne bedre service,” siger Henrik Engberg Johannsen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også