Antallet af virusdødsfald i Kina stiger til 2663

Mandag omkom endnu 71 personer i Kina som følge af udbruddet af coronavirus, men det er samtidig det laveste antal på én dag i mere end to uger.
I epicenteret for coronavirussens udbrud, Wuhan, ligger gaderne stadig øde. | Foto: Stringer/REUTERS / X80002
I epicenteret for coronavirussens udbrud, Wuhan, ligger gaderne stadig øde. | Foto: Stringer/REUTERS / X80002
AF RITZAU

Der har det seneste døgn været 71 nye virusdødsfald i Kina. Det oplyser den nationale sundhedskommission i Kina natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er mere end en halvering i forhold til det foregående døgn, hvor der var 150 dødsfald. Samtidig er der tale om det laveste antal døde i et enkelt døgn i over to uger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ved udgangen af mandag var det samlede dødstal i fastlands-Kina opgjort til 2663 personer.

68 af de nye dødsfald er indrapporteret fra Hubei-provinsen, der menes at være arnestedet for udbruddet af det nye coronavirus, som der ikke findes en vaccine imod.

Mandag er der desuden registreret 508 nye smittetilfælde mod 409 nye tilfælde søndag. Med undtagelse af ni er samtlige nye tilfælde indrapporteret fra den hårdt ramte Hubei-provins.

Sydkorea hårdest ramt uden for Kina

Det er fjerde dag i træk, at antallet af smittetilfælde i Kina uden for Hubei-provinsen falder.

Samtidig er mandagens ni smittetilfælde uden for Hubei det laveste antal på et døgn siden den 20. januar, hvor den nationale sundhedsmyndighed begyndte at offentliggøre data om døde og smittede på daglig basis.

Uden for Kina er Sydkorea blandt de hårdest ramte lande af det nye virus.

Mandag blev der opdaget 60 nye smittetilfælde. Det oplyser Sydkoreas Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse tirsdag ifølge Reuters. Det bringer det samlede antal smittetilfælde i landet op på 893. Heraf er 18 patienter erklæret for helbredt.

Nyt dødsfald blandt smittede fra krydstogtskib

USA' Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) har natten til tirsdag dansk tid udsendt et varsel om, at amerikanske statsborgere bør undgå alle ikke-nødvendige rejser til Sydkorea som følge af coronavirusset.

Samme anbefaling har i længere tid været gældende for rejser til Kina.

Tidligere har Japan været det land, det var hårdest ramt af coronavirusset efter Kina.

Det skyldtes et virusudbrud på krydstogtskibet "Diamond Princess", der var i karantæne i to uger ud for Japans kyst nær Tokyo. Her var over 600 passagerer smittet.

Tirsdag morgen dansk tid er endnu en person fra krydstogtskibet død, melder det japanske stats-tv NHK ifølge Reuters.

Manden var i 80'erne og indlagt på et sygehus i Japan. Han blev det fjerde dødsoffer blandt passagererne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også