Studie: Coronavirus dræber godt og vel 2 ud af 100 smittede

Særligt ældre er udsatte, hvis de bliver smittet med coronavirus, viser nyt stort kinesisk studie.
Foto: Antara Foto/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Antara Foto/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Kina har offentliggjort sit hidtil største studie om udbruddet af coronavirus.

Det bekræfter i stort omfang hidtil kendte resultater, blandt andet at 80 procent af smittede kun oplever milde symptomer, samt at især ældre er udsatte.

Det skriver britiske BBC tirsdag.

Studiet omfatter de 72.314 kendte tilfælde af virusset, som var blevet opgjort i hele Kina 11. februar.

På den baggrund vurderes coronavirussets dødelighed til at være 2,3 procent. I Hubei-provinsen, det hårdest ramte område i landet, er dødeligheden 2,9 procent. I resten af Kina er dødeligheden blot 0,4 procent.

Dødeligheden måles ud fra, hvor mange der mister livet efter at være smittet med virusset.

Den højeste dødelighed er for personer over 80 år, hvor den ligger på 14,8 procent ifølge BBC.

Studiet er foretaget af det kinesiske center for sygdomskontrol og -forebyggelse. Det er offentliggjort i Chinese Journal of Epidemiology.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også