Dansk topchef for nyt vægttabsfirma: ”Vi har en meget reel chance for at have best in class-løsningen”

Sixpeaks Bios danske topchef, Philip Just Larsen, ser store muligheder i selskabets fedmekandidat, der modsat midlerne fra Novo Nordisk og Eli Lilly ifølge ham giver et sundere vægttab. 
Philip Just Larsen, adm. direktør i Sixpeaks Bio | Foto: Sanofi/PR
Philip Just Larsen, adm. direktør i Sixpeaks Bio | Foto: Sanofi/PR

Med danske Philip Just Larsen som topchef og mere end 200 mio. investorkroner i ryggen trådte Sixpeaks Bio onsdag frem i rampelyset som en udfordrer til de etablerede spillere i vægttabsmarkedet.

I hvert fald hvis man spørger Philip Just Larsen, der blev headhuntet til selskabet, og siden begyndelsen af 2023 har gjort det klart til nu at tage kampen op mod Novo Nordisk og Eli Lilly i fuld offentlighed.

”Vi har en meget reel chance for at have best in class-løsningen på fedmeudfordringerne,” siger Philip Just Larsen til MedWatch.

De inkretin-baserede fedmemidler Wegovy og Zepbound fra henholdsvis Novo Nordisk og Eli Lilly er effektive i behandlingen af fedme, men de fører for manges vedkommende også til tab af muskelmasse.

Denne ikke ubetydelige ulempe forsøger det Basel-baserede Sixpeaks Bio og dets omtrent 30 fuldtidsansatte at gøre op med, og lykkes det, vil selskabet stå med en markant fordel.

”For det er ikke uden betydning, om det er fedt, muskler eller knoglemasse, der tabes,” sagde senioranalytiker i Jyske Bank, Henrik Hallengreen Laustsen, eksempelvis til MedWatch i april.

Sixpeaks Bio arbejder med en target-biologi, der hedder activin receptor type 2A og 2B, for det har vist sig, at når man blokerer de to receptorer, så forøges muskelmassen.

”Men hvad der er endnu mere interessant, er, at dit stofskifte også lægges en lille smule om, så du brænder fedt af og beskytter din muskulatur. Vi ved, at hvis man bruger vores stof i kombination med enten inkretin-terapi eller med diæt − low-caloric diet − så vil man kunne beskytte muskulaturen, så man kun taber fedt og ikke taber muskulatur, mens man er i negativ energibalance, altså mens man taber sig,” forklarer Philip Just Larsen.

Sixpeaks Bio har konstrueret et molekyle med begge farmakologier i ét molekyle – så der både er en inkretin-terapi og en muskelbeskyttende terapi i et og samme molekyle. 

”Effekten er, at når du går igennem et vægttabsforløb, så bevarer du fuldkommen din muskelmasse, i modsætning til hvad der sker, hvis man er på inkretin-terapi alene. Vi er ret sikre på, at det vil være fremtidens svar på vægttabsbehandling,” siger Philip Just Larsen.

Tager vægt på igen

Fedmemidlerne fra Novo Nordisk og Eli Lilly skovler milliarder ind til de to selskaber, men en udfordring ved Wegovy og Zepbound er, at patienterne tager vægt på igen, så snart de stopper med at tage medicinen.

”Problemet med inkretinerne er, at det realistiske scenarie for real world use, er, at du kommer til at bruge dem intermitterende. Altså at du går på behandling, du går fra behandling, du går på behandling, du går fra behandling,” forklarer Philip Just Larsen.

Hver gang man går fra behandling, tager man noget af den vægt, man har tabt, på igen. Og den vægt, man tager på igen, vil være fedt og ikke muskel, siger Philip Just Larsen videre.

Hvis man går gennem mange cykler af inkretin-terapi − altså på og af og på og af − så vil man øge sin kropsammensætning på en uhensigtsmæssig måde og i realiteten ende med at miste for meget muskulatur, lyder det.

”Det er jo en betydelig ulempe. Med vores lægemiddel beskytter man muskelmassen under vægttabsbehandlingen, og så vidt vi kan se, er vi fortsat den eneste virksomhed, som arbejder på at få introduceret flere forskellige farmakologier i et og samme molekyle - altså kombinationen af activin-receptorblokade og GLP-1-agonisme i et og samme molekyle,” siger Philip Just Larsen.

Foran konkurrenter

Det globale fedmemarked forventes at udgøre 100 mia. dollar eller omkring 690 mia. kr. allerede i 2030, har den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs estimeret, og stadig flere selskaber over hele verden forsøger sig nu af samme grund med udvikling af kandidater af forskellig art inden for fedme.

Herhjemme arbejder f.eks. både Zealand Pharma og Gubra med fedmekandidater. Sidstnævnte afslørede for nyligt en ny udviklingskandidat, der skal kunne fremme fedttab, samtidig med at patienten bevarer muskelmasse og dermed inducerer et sundt og vedvarende vægttab. Altså det samme som Sixpeaks Bio vil.

Og Eli Lilly gennemførte i august 2023 købet af Versanis Bio til en pris, der kan løbe op i 1,93 mia. dollar eller 13,3 mia. kr. afhængig af opnåelse af udviklings- og salgsmilepæle. Med sig fik Eli Lilly præparatet bimagrumab, som selskabet håber vil hjælpe patienter med at reducere kropsvægten uden at påvirke muskelmassen negativt.

Bimagrumab testes netop nu i kliniske forsøg på egen hånd, men også i kombination med semaglutid, som er det aktive stof i Novo Nordisks Wegovy.

”Versalis gør noget af det samme, som vi gør, så Eli Lilly har altså erkendt problemet og prøver gennem det her opkøb at introducere en lignende farmakologi − et lignende produkt i deres pipeline,” fortæller Philip Just Larsen.

”Og jeg vil da forestille mig, at man hos Novo Nordisk tænker det samme − at man er nødt til at adressere det her problem, fordi det jo kan vise sig at være en stor udfordring, at man har introduceret et lægemiddel, som måske er medvirkende til, at patientens kropssammensætning påvirkes på en uhensigtsmæssig måde,” uddyber han.

Netop Novo Nordisks udviklingsdirektør Martin Holst Lange har tidligere fortalt til MedWatch, at medicinalselskabet også har fokus på typen af vægttab. 

Viking Therapeutics, Amgen og Altimmune er også i gang med at udvikle potentielle fedmemidler for at få en bid af det gigantiske globale fedmemarked, men Philip Just Larsen vurderer, at Sixpeaks Bio er et stykke foran konkurrenterne i udviklingen. 

”Det vil jeg mene, men der er da sikkert andre, der tænker i samme baner, som vi gør”.

”En rigtig god pris”

Forspringet styrkes af Sixpeaks Bios stiftende investor Versant Ventures, der står bag investeringen på de 200 mio. kr., og som er en af få life science venture-investorer med stor erfaring med såkaldte build to buy-modeller.

Build to buy betyder, at man konceptualiserer en virksomhed og en pipeline i virksomheden med den klare hensigt at sælge selskabet til en farmapartner. Og denne partner har Sixpeaks Bio allerede på plads.

Samtidig med investeringen fra Versant Ventures annoncerede Sixpeaks Bio således et samarbejde med Astrazeneca, der over de kommende to år har forpligtet sig til at skyde 80 mio. dollar eller omkring 550 mio. kr. i virksomheden.

Samtidig har den svensk-britiske medicinalvirksomhed sikret sig en købsoption til en aftalt pris på Sixpeaks Bio, der skal indløses, når Sixpeaks Bio indsender sin første IND-ansøgning (Investigational New Drug) til de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA.

En IND er en ansøgning om at få lov til at påbegynde forsøg i mennesker, og Sixpeaks Bio indsender en sådan til FDA efter planen i andet halvår 2025, oplyser Philip Just Larsen. Det er således der, at Astrazeneca kan udløse sin købsoption og overtage Sixpeek Bios pipeline.

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre den aftalte pris, Astrazeneca skal betale for Sixpeaks Bio, men Philip Just Larsen kalder den for ”rigtig god ud fra investorsynsvinklen”.

Er det et milliardbeløb, og i givet fald et tocifret milliardbeløb, eller hvor er vi henne?

”Det vil jeg lade andre spekulere i. Vi er meget tilfredse med aftalen og den multipel, selskabet får.”

Versant Ventures er hovedinvestoren i Sixpeaks Bio, men stifterne og nøglemedarbejdere har også haft mulighed for at købe aktier i selskabet. Det gælder også Philip Just Larsen, der som adm. direktør har udnyttet den mulighed.

”Ja, jeg har også aktier i selskabet. Jeg vil ikke fortælle, hvor mange men det er vel omtrent så mange, som hvad der ellers er normalt for en adm. direktør,” siger Philip Just Larsen.

Talte med flere mulige partnere

Når man har med fedme, diabetes og kardiovaskulære sygdomme at gøre, er det at lave sen-fase klinisk udvikling meget omkostningstungt, og er man et mindre biotekselskab, er man derfor nødt til at have en partner med ombord, fortæller Philip Just Larsen.

Bag sig har han en lang karriere med lederstillinger i Bayer og som forskningschef i Sanofi, ligesom han har været ansat i Novo Nordisk tilbage i tiden.

”Du skal ret tidligt have en partner, som har en vision for at bringe lægemidlet ud til patienterne, og en partner som også har en god forståelse for, hvordan man skal markedsføre det,” siger Philip Just Larsen. 

Samtidig med at han og Sixpeaks Bio begyndte at tale med de mere traditionelle venture-investorer i efteråret 2023, begyndte han også at tale med en række farmaselskaber, som har en erklæret interesse inden for det kardiovaskulære område og inden for fedme og diabetes.

”Vi fandt ud af, at blandt mange af de selskaber var interessen altså ret høj, fordi de delte vores vision for de her lægemidler. Og så gav det sig selv, at det var nemmere at se fra ende til ende med en farmapartner ombord tidligt, fordi så sikrer man, at der er højst mulig momentum, og at der er den tilstrækkelige finansiering, der skal til,” siger Philip Just Larsen.

Mange biotekselskaber må belave sig på markedets nåde. Nogle gange er der stor investeringslyst, og så er det nemt at avancere i en pipeline, men hvis der sker et dyk i risikovillig kapitalflow ind i biotek, kommer det pludselig til at bremse fremfærden i udviklingsprojekterne uforholdsmæssigt meget, fortæller Philip Just Larsen.

”Det kommer vi jo helt udenom nu, fordi vi har en meget stærk farmapartner, som med meget stor sandsynlighed er vores kunde og aftager af projektet,” siger Philip Just Larsen.

I jeres proces med at finde en farmapartner inden for det kardiovaskulære område og fedmeområdet og diabetesområdet, talte I da også med Novo Nordisk?

”Vi talte jo med mange selskaber. Jeg kan ikke give dig specifikke oplysninger, men vi har været rundt omkring og talt med dem, som er de oplagte spillere inden for markedet”. 

”Det var helt oplagt, at Astrazeneca var det selskab, som havde den stærkeste formulerede vision for et produkt med de karakteristikker, som vores har”.

Så du vil ikke sige, om I var i dialog med Novo Nordisk eller Eli Lilly for den sags skyld?

”Nej, det holder vi os for os selv.”

Den konkrete opgave bliver nu at levere inden for de tidsrammer og det budget, Philip Just Larsen og den øvrige ledelse har lagt. Hvad der skal ske med den danske læge og biotekmand, når Astrazeneca efter al sandsynlighed køber Sixpeaks Bio engang i 2025, er ikke klarlagt.

”De køber jo selskabet, og så står de som eneejer af selskabet, og så er det jo i deres hænder at beslutte selskabets fremtid – både i forhold til geografi, skal selskabet fortsat være registreret i Schweiz og medarbejdere. Der er ikke truffet nogen beslutninger endnu,” siger Philip Just Larsen.

Men ikke desto mindre håber du at kunne fortsætte med selskabet i en eller anden konstellation? Eller er du tilfreds med at få en givetvis stor pose penge i kraft af dine aktier i Sixpeaks Bio?

”Jeg har en meget stor veneration for den her biologi, hele den pipeline vi har, og jeg tror virkelig, at det vi arbejder med, er fremtidens absolutte behov og løsning for en sundhedsbedst mulig måde at tabe vægt på”.

”Så det vil jeg bare gerne stadig være en del af og bringe frem til patienterne,” siger Philip Just Larsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også