Lighed i sundhed er vejen frem

Det bekymrer os i Muskelsvindfonden, at der er kommet et meget ensidigt fokus på konkrete udgifter til konkrete lægemidler, skriver organisationens formand Lisbeth Koed Doktor i denne klumme.
Foto: Henning Bagger
Foto: Henning Bagger
AF LISBETH KOED DOKTOR, FORMAND FOR MUSKELSVINDFONDEN

I artiklen Danskerne splittede i holdning til dyre lægemidler i MedWatch d. 26/10, sættes der fokus på tal og priser i sundhedsvæsenet.

Naturligvis skal der prioriteres hver evig eneste dag i vores sundhedsvæsen. På den måde ligner et hospital enhver anden virksomhed, så naturligvis forventer enhver borger, at der er nogle, der sørger for at budgetterne hænger sammen.

Det kan dog bekymre os i Muskelsvindfonden, at der er kommet et meget ensidigt fokus på konkrete udgifter til konkrete lægemidler.

Heldigvis stemmer det fokus ikke overens med danskernes holdning i øvrigt, hvor det i samme artikel fremgår, at et flertal på 44,6 procent erklærer sig enige i, at hvis man er syg, så har man ret til behandling, uanset prisen. Yderligere knap 14 procent er i tvivl, så dette fokus på medicinpriser er groet i en økonomisk baghave, langt fra den etiske standard de fleste borgere forventer.

Det har hidtil været et princip, at der i behandlingen skulle være lige vilkår for alle. Vi opfordrer derfor til at man fastholder princippet om lighed i sundhed. Kun på den måde kan man tage højde for de mindre diagnosegrupper, som altid vil være mere udsatte.

Der udvikles flere og flere nye lægemidler til mange forskellige sygdomme, hvoraf forskellige muskelsvinddiagnoser kun er ganske få blandt mange andre. Ny medicin til små diagnosegrupper er dyr, for det har været dyrt for producenterne at udvikle medicinen, og de udgifter vil de have dækket. Hvis de ikke fik dækket deres udgifter, ville medicin slet ikke blive udviklet.

Desuden kan man med fordel tage alvorlighedsprincippet med i overvejelserne. Alvorlighedsprincippet går ud på at tage højde for den faktor, der er for den enkelte: Det betyder f.eks. ikke ret meget for en gennemsnitlig voksen at få forbedret muskulaturen i sin pegefinger. Men for en person med muskelsvind vil en medicin, der kan bevare og styrke kræften i pegefingeren, være afgørende, for om man selv er i stand til at styre sit joystik og på den måde selvstændigt og uafhængig af andre kan kontrollere sin kørestol.

Effekten er enorm, fordi der er noget alvorligt på spil, når man har mistet så mange andre muskler i forvejen.

Lad os få fokus væk fra de enkelte tal og i stedet forholde os til den virkelighed patienterne står i.

Lad os holde fast i, at der skal være lighed i sundhed, så vi kan undgå forskelsbehandling af de små diagnosegrupper.

Danskere splittede i holdning til dyre lægemidler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også