Implementeringen af Det Fælles Medicinkort (FMK) er blevet mødt med en vis skepsis – og ikke så meget med et håb om, at man nu endelig har muligheden for at forhindre de omfattende problemer med fejlmedicinering og dårlig kvalitet i lægemiddelbehandlingen herhjemme.

Bl.a. Forbrugerrådet, Det Etiske Råd og flere politikere mener, at alt for mange personer vil få adgang til de personfølsomme oplysninger, og at det giver risiko for misbrug.

Det er naturligvis en helt relevant diskussion, hvem der har fået adgang til FMK, men frygten for misbrug må ikke skygge for det faktum, at der er et meget stort behov for tekniske løsninger, som kan skaffe sundhedsprofessionelle et overblik over, hvad den enkelte patient behandles med. Der er brug for en udveksling og en deling af information for at sikre imod fejl. Ingen – mindst af alle patienterne – kan leve med, at de faggrupper, som er involveret i deres behandling – i dag må famle sig frem.

Man kan mene, at adgang for 200.000 personer er voldsomt, men det er helt misforstået, når filosofiprofessor Thomas Ploug fra Det Etiske Råd kalder det »hårrejsende«, at specifikt apotekspersonale får adgang til FMK. Og besynderligt at også Forbrugerrådet giver udtryk for, at apotekspersonalet kan undvære adgang til oplysningerne. Det tyder på manglende viden om, at der på apotekerne er ansat faguddannet personale, herunder egentlige lægemiddeleksperter i form af farmaceuter.

I den perfekte verden ville det vel være lægerne, som tager sig af kontrol med interaktioner med andre lægemidler og finder fejl i medicineringen, når de udskriver medicin til deres patienter. Men det sker bare langt fra altid, bl.a. fordi de ikke har tiden til det, og måske heller ikke har indsigt nok i lægemidler til at kunne gøre det. Allerede i dag identificerer apotekspersonale tusindvis af fejl i recepter fra læger.

Når apotekspersonalet har fået adgang til FMK er det naturligvis, fordi der er en forventning om, at de i endnu højere grad skal medvirke til at finde fejl og til at øge kvaliteten i behandlingen. Umiddelbart er det svært at pege på en mere oplagt faggruppe at give adgang til FMK, end det apotekspersonale som giver patienterne medicinen i hånden, og som faktisk kan nå at have en dialog med dem.

Et af de store problemer i det danske sundhedsvæsen er, at der mangler sammenhæng mellem primær og sekundær sektor – det danner grobund for mange fejl, som kunne undgås. Også her spiller FMK en rolle, men skal systemet virke optimalt, er det vigtigt, at man ikke søger at begrænse eller lægge hindringer i vejen for relevante faggruppers adgang til oplysningerne.

Det gælder for alle de faggrupper, som har adgang til FMK, at brodne kar kan misbruge deres adgang. Det gælder også for læger og sygeplejersker, men sker det, er det strafbart ifølge loven, og det er op til myndigheden på området – National Sundheds-it – at finde synderne.

Udrulningen af FMK er i fuld gang – lad os håbe, at systemet vil vise sit værd, og at de sundhedsprofessionelle vil demonstrere, at frygten for misbrug er overdrevet.