WDH-optakt: Fortsat stærkt momentum drevet af Opn-salg

Salget af topproduktet Oticon Opn er vigtigste område at holde øje med, når William Demant Holding tirsdag præsenterer sin periodemeddelelse for første kvartal.
Foto: William Demant Holding/ PR
Foto: William Demant Holding/ PR
AF RITZAU FINANS

Det vil primært være ledelsens ord om den fortsatte udvikling for topproduktet inden for høreapparater, Oticon Opn, som man skal holde øje med, når William Demant Holding præsenterer sin periodemeddelelse for første kvartal tirsdag morgen.

Meddelelsen, der omfatter 2017 indtil rapporteringsdagen, indeholder som vanligt ingen tal for den finansielle udvikling, men det er ventet, at WDH-ledelsen vil pege på en fortsat god udvikling drevet af salget af netop Oticon Opn.

Hos norske DNB venter man desuden, at størstedelen af indtjeningen i 2017 - modsat de foregående år - vil ramme i første halvdel af året, fordi det største momentum er at finde der grundet lanceringen af Oticon Opn sidste år.

I andet halvår vil konkurrencen være større grundet flere konkurrerende lanceringer.

"Vi venter et fortsat stærkt momentum drevet af Oticon Opn-lanceringen, inklusive yderligere prispunkter. Vi venter, at forventningerne til hele året vil blive fastholdt og ser 2017 som meget front end-loaded," skriver analytikerne Rune Majlund Dahl og Jesper Ingildsen i en optakt til meddelelsen.

De venter, at William Demant vil berette om en vækst over markedets i perioden, og at salget af Oticon Opn vil bidrage til en positiv udvikling i de gennemsnitlige salgspriser.

"For markedet venter vi, at selskabet vil kommunikere en enhedsvækst på 5-6 pct. og en værdivækst på 2-3 pct. grundet lavere gennemsnitlige salgspriser i første kvartal," skriver analytikerne.

Pres på detail grundet stort Sonovo-opkøb

Inden for detailsalg af høreapparater, hvor William Demant ligeledes er en dominerende spiller, venter DNB også positive takter, men samtidig ventes presset på volumen at være steget, fordi Sonova sidste år opkøbte den hollandske kæde Audionova og i løbet af året ventes at udskifte en del af produkterne med sine egne.

Omvendt trækker William Demants eget køb af franske Audika op, fordi det danske selskab også i stigende grad har egne produkter på hylderne i de butikker.

"Vi venter positive kommentarer om detailforretningen, inklusive fordelen fra en øget andel af salget i Audika, men også en negativ effekt på volumen fra Sonovas køb af Audionova," skriver Rune Majlund Dahl og Jesper Ingildsen.

"Vi vil også fokusere på kommentarer omkring præstationen i den amerikanske detailforretning, der har kæmpet med negativ vækst i de seneste kvartaler - en trend, som vi ikke ser ændret i første kvartal," fortsætter de.

DNB venter desuden, at William Demant Holdings forventninger om et driftsresultat (EBIT) før restruktureringsomkostninger på 2,2-2,5 mia. kr. vil blive fastholdt i meddelelsen.

Restruktureringsomkostninger ventes at udgøre cirka 200 mio. kr. i år.

 Danske producenter af høreapparater hentede amerikanske markedsandele i april

 Danske: WDH kan have slået en "home run" med topprodukt

 William Demant arbejder på nyt tilpasningssystem med VA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også