Coloplast-optakt: USA kommer under lup

Det bliver først og fremmest udviklingen på det amerikanske marked, som der skal kigges på, når den danske medicokoncern Coloplast aflægger regnskab på onsdag. Her har man nemlig været presset, siger Sydbanks analytiker Søren Løntoft.
Foto: Coloplast/ PR
Foto: Coloplast/ PR
AF RITZAU FINANS

Udviklingen på det amerikanske marked kommer i søgelyset, når Coloplast onsdag fremlægger regnskab for andet kvartal af det skæve regnskabsår 2016/17.

Medicoselskabet har nemlig været presset i USA - på det seneste på grund af lagerreduktioner blandt nogle større distributører, hvor der blev ændret i kontraktformerne. Det er gået ud over Coloplasts kroniske forretning, der tæller de store forretningsområder Stomi og Kontinens.

"Coloplast har igennem en længere periode været udfordret i USA. Først var det undersøgelser i det amerikanske justitsministerium, der dæmpede markedsføringsaktiviteten og dermed også væksten. Og de seneste kvartaler har det været lagerreduktioner blandt nogle større distributører, der har dæmpet væksten," siger Søren Løntoft Hansen, der senioranalytiker ved Sydbank.

Lagerreduktioner er stoppet

Men processen med lagerreduktioner er nu tilendebragt, fortalte selskabet i forbindelse med første kvartal, og derfor skal det i regnskabet vise sig, hvad det betyder for væksten i USA.

"Vi hørte i første kvartal, at lagerniveauerne var normaliseret, og at der var god underliggende markedsvækst og efterspørgsel efter stomi- og kontinensprodukter. Genopfyldning af lagrene blandt distributører bør derfor bidrage til en god vækst inden for Stomi og Kontinens i USA," vurderer han.

Den organiske vækst for hele forretningen ventes blandt analytikerne at ligge på 8,0 pct. i kvartalet mod 7 pct. i samme kvartal for et år siden viser estimater fra Ritzau Estimates. For selskabets største forretningsområde, Stomi, er der også ventet en organisk vækst på 8,0 pct. mod 9 pct. for et år siden. Kontinens ventes modsat at vokse med 8,6 pct. mod 3 pct. i andet kvartal for et år siden.

"Coloplast har måske et nemmere sammenligningsgrundlag i forhold til de forgående kvartaler, hvor selskabet også var påvirket af nedskaleringen af et større udbud i Saudi-Arabien. Den nedskalering er ude af regnskabstallene nu," påpeger Søren Løntoft Hansen, der har anbefalingen "hold" på Coloplast-aktien.

Vil ikke røre ved forventningerne til helåret

Han regner ikke med, at Coloplast vil røre ved forventningerne til helåret i forbindelse med regnskabet.

"Hvis man skal opjustere forventningerne, som jeg har en formodning om, at der er nogle i markedet, der godt kunne regne med, så skal vi op over en organisk vækst på 9 pct. i andet kvartal, og meget af det vil komme til at blive drevet af udviklingen i den amerikanske forrentning og udviklingen i de nye produktkategorier inden for de forskellige forretningsområder," lyder det fra Søren Løntoft Hansen.

Coloplast venter i 2017 en organisk vækst på 7-8 pct. og en vækst på samme niveau i danske kr. Samtidig ser selskabet frem mod en EBIT-margin på 33-34 pct. i faste valutakurser samt omkring 33 pct. i danske kr.

*Coloplast havde i 2015/16 negative særlige poster på 750 mio. kr. i form af en hensættelse til retssager i USA.

Af de syv analytikere, der har oplyst deres anbefaling, har tre en købsanbefaling af aktien, to har "hold/neutral", mens to anbefaler "sælg". Det gennemsnitlige kursmål lyder på 553 kr.

Regnskabet fra Coloplast offentliggøres 3. maj ved middagstid.

 Danske løfter kursmål for Coloplast

 Jyske Bank hæver anbefalingen på Coloplast

 Bank: Coloplast er på sporet til at slå egne vækstforventninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også