Analytiker om GN-opkøb: Defensivt træk

Det handler først og fremmest om at holde konkurrenterne i skak, når GN Resound vælger at gå efter amerikansk høreapparatkanal, mener analytiker i Alm. Brand Markets.
Foto: GN Store Nord/PR
Foto: GN Store Nord/PR
AF RITZAU FINANS

Det er især for at holde konkurrenterne fra fadet, at høreapparatdivisionen hos GN Store Nord, GN Resound, vælger at indgå en langsigtet leveringsaftale med amerikanske Audigy Group, hvor der desuden er indgået en betinget aftale om en fremtidig overtagelse af amerikanerne.

Sådan lyder vurderingen hos Michael Friis Jørgensen, der blandt andet dækker GN Store Nord hos Alm. Brand Markets, ovenpå søndagens meddelelse fra GN Resound.

Aftalen mellem det danske selskab og Audigy følger, efter at flere høreapparatselskaber har indgået aftaler om køb af detailkæder, herunder schweiziske Sonovas overtagelse af den hollandske forhandlerkæde Audionova samt William Demant Holdings overtagelse af majoriteten i den franske forhandlerkæde Audika.

"Det, som både Sonova, William Demant og GN gør, er at sikre sig i detailledet og sørge for, at der ikke er andre, som får muligheden for at sælge endnu flere høreapparater," vurderer Michael Friis Jørgensen over for Ritzau Finans.

Defensivt træk

Analytikeren fra Alm. Brand Markets fortsætter med at vurdere, at det er et defensivt træk fra høreapparatselskaberne, når de beslutter sig for at indgå aftaler med de forskellige samarbejdspartnere.

I det seneste eksempel har GN Resound indgået en leveringsaftale med Audigy, som er et netværk af uafhængige audiologer i Nordamerika med flere end 250 netværksmedlemmer. I 2015 solgte Audigy-netværkets medlemmer flere end 80.000 enheder fra 600 salgssteder over hele USA.

"Vi har ikke rigtig nogen gode nøgletal for Audigy, men det er ikke fordi, at de tjener mange penge og har en høj margin, at GN vælger at købe dem. Det er simpelthen for at få presset sig ind på de her 80.000 styks høreapparater, de leverer, og som ventes at stige i fremtiden," siger Michael Friis Jørgensen.

"Det er samme situation med William Demant og Sonova. Det er et træk, der selvfølgelig gør, at de sælger flere høreapparater, men det drejer sig lige så meget om, at konkurrenterne ikke får en større andel af markedet," fortsætter analytikeren.

Fornuftig handel for GN

Den samlede købspris for Audigy vil kunne nå op på 151 mio. dollar, hvilket svarer til 983 mio. kr. Købet er dog betinget af godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder og visse andre ting, oplyser GN i en meddelelse.

I første omgang skal det danske selskab lægge 91 mio. dollar på bordet. Hvor meget prisen derefter stiger, afhænger af hvordan Audigy klarer sig fremover. GN vil maksimalt komme til at betale yderligere 60 mio. dollar i en såkaldt earn out-aftale, lyder det.

" Prisen kan umiddelbart virke lidt høj i forhold til de nøgletal, som indikerer, hvad Audigy tjener og har i omsætning. Men når man tænker på, at GN på sigt kan overtage en pæn del af de høreapparater, som Audigy distribuerer, giver aftalen ud fra et økonomisk synspunkt god mening" lyder det fra Michael Friis Jørgensen.

Leveringsaftalen mellem parterne er trådt i kraft med omgående virkning.

Opkøb sender GN Store Nord til tops i C20 Cap

Finanshus: Nødvendigt opkøb, men ikke det bedst tænkelige for GN

GN indgår mulig milliardaftale med amerikansk selskab 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også