Finanshus: Produkt overgår de flestes forventninger

Det tyske finanshus Berenberg er begejstret for William Demants seneste produktsatsning og noterer, at "de audiologiske effekter overgår næsten alles forventninger".
Foto: WDH, PR
Foto: WDH, PR
Af RITZAU FINANS

Det nye høreapparat Oticon Opn, som William Demant præsenterede natten til torsdag, overgår de flestes forventninger.

Der vurderer finanshuset Berenberg, efter at have set præsentationen af produktet på den årlige messe hos den amerikanske audiologiforening, American Academy of Audiology (AAA).

Det nye høreapparat fra Oticon omfatter blandt andet trådløs kommunikation gennem højfrekvensen 2,4 GHz. Den største nyhed er dog, at det også bygger på at åbne for alle lydkilder i stedet for at isolere den stærkeste lydkilde og fokusere på retningsbestemt hørelse, sådan som det har været tankegangen i mange år. Og hvis de audiologiske effekter er så stærke, som angivet i selskabets præsentation, så har William Demant et meget konkurrencedygtigt produkt, vurderer den tyske bank.

"Vores fornemmelse var, at investorerne forventede et produkt med en frekvens på 2,4 GHz, men med en lydkvalitet på linje med den nuværende Inium Sense-platform. Hvis lydkvaliteten på Opn er så god, som påstået, så har selskabet ikke bare bevaret produktets audiologiske appel samtidig med, at det har forbedret forbindelsen – men har også forbedret den dramatisk. Det tror vi ikke, at mange havde forventet," skriver Berenbergs analytiker i en kommentar.

Plads til fremgang

Præsentationen af produktet, der lanceres i slutningen af andet kvartal, retfærdiggør William Demant-aktiens fremgang, og der er også plads til mere, mener finanshuset.

"Vi tror på, at de audiologiske effekter overgår næsten alles forventninger. Det vil føre til, at mange vil opjustere deres forventninger, eller at det i det mindste vil øge deres tillid til deres nuværende forventninger. Vi tror derfor, at der stadig er plads til fremgang for William Demant-aktien," skriver Berenberg i kommentaren.

Banken peger dog på, at der var én skuffelse i forbindelse med produktet. Det indeholder nemlig ikke en tinnitusløsning, som ellers er et vigtigt område for mange brugere, men Berenberg regner med, at den funktion er lige på trapperne.

"Vi mistænker, at det er fordi, det ville have forsinket produktlanceringen, og vi vil ikke blive overraskede, hvis en tinnitusfunktion bliver tilføjet inden for en ikke fjern fremtid," står der i kommentaren.

 Produktnyhed sender William Demant til tops

 Produktnyhed fra William Demant er bedre end ventet

 Demants Oticon åbner for "paradigmeskift" i industrien

 WDH-lancering stjæler fokus ved amerikansk messe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også