Lars Rasmussen forventer snarlig vækst i USA

Coloplasts adm. direktør, Lars Rasmussen, ser umiddelbart ingen hindringer for vækst på det amerikanske marked. Han forventer, at væksten i USA snart vil tage til igen.
Foto: Coloplast/ PR
Foto: Coloplast/ PR
AF RITZAU FINANS

Coloplast ser umiddelbart ingen hindringer for selskabets fremtidige vækst på det amerikanske marked i den principaftale, selskabet har måttet indgå med det amerikanske justitsministerium om retningslinjer for selskabets markedsføring af stomi- og kontinensprodukter.

Justitsministeriets undersøgelse af branchen var en af hovedårsagerne til nedjusteringen i juni, da forliget ikke blot indebærer en hensættelse, men også har påvirket salget, fordi Coloplasts distributører har været usikre på, hvad de må og ikke må i deres markedsføring af produkterne. På det seneste har der imidlertid været en bedring at spore.

"Vi har ikke fortalt distributørerne, hvad vi har været udsat for, og det fortæller de heller ikke til os. Men vi kan se, at der er stigende aktivitet inden for salg- og markedsføringsaftaler med distributørerne. Så der er i hvert fald nogle ting, der er bedre, end de var i det seneste kvartal, og der er ikke noget i vores aftale, der gør, at vi ikke kan lave markedsføringsaktiviteter med distributørerne gående fremad," siger administrerende direktør i Coloplast Lars Rasmussen til Ritzau Finans.

Forventer vækst i USA snart

Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilke ændringer Coloplast har måttet gennemføre. Dog kan de aktiviteter Coloplast har sat i søen for at sikre en større underliggende efterspørgsel fra brugerne af selskabets produkter stadig gennemføres. Det gælder eksempelvis det såkaldte Care-program, hvor Coloplast blandt andet rådgiver brugerne via callcentre.

"Jeg synes, at det, der er en vigtige pointe, er, at Care-programmet kan køres, som vi hidtil har gjort. Desuden kan de markedsføringsaktiviteter, som vi har brug for at lave sammen med distributørerne og som historisk har været en vigtig del af forretningen i USA, fortsat gennemføres og også i et stort omfang," siger Lars Rasmussen.

Han venter snart, at væksten i USA vil tage til igen.

"Vi har tocifret vækst i USA, men vi vokser ikke hurtigt nok, og jeg forventer da, at vi får højere vækst i USA end det vi har," siger Lars Rasmussen.

Forretning vokser stadig

Hvornår væksten i USA igen ventes at være tilfredsstillende, ønsker han dog ikke at kommentere.

I regnskabet for tredje kvartal kan den lidt mere afdæmpede fremgang i USA især aflæses i Coloplasts kroniske forretning for stomi- og kontinensprodukter. Sidstnævnte er ifølge Lars Rasmussen mest ramt. Stomi voksede organisk med 7 pct. i tredje kvartal, mens kontinens voksede med 5 pct.

"Men på trods af alle problemerne leverer vi 7 pct. organisk vækst (såvel efter ni måneder, som i tredje kvartal på koncernniveau, red.). Så vi kan stadig finde ud af at få forretningen til at vokse. Men selvfølgelig vil vi gerne have højere vækst, og det får vi, når UK og US er tilbage i et højere gear," siger Lars Rasmussen.

 ”Det ene år er det i det ene land, og i det andet år er det i et andet land”

 Sydbank: Ingen store overraskelser i Coloplast-regnskab

 Analytiker: Nedjustering tog brodden af regnskab

 Coloplast sætter tal på nedjustering 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også