WDH-chef: Detail er nødvendigt for at skabe tilstrækkelig vækst

William Demant-topchef Niels Jacobsen forklarer her, hvorfor selskabet, modsat konkurrenten GN Resound, køber op inden for detailbranchen.
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Der var store diskussioner omkring flere af verdens største høreapparatproducenters position på detailmarkedet i forbindelse med Audiology Now-messen i San Antonio i slutningen af marts.

Diskussionerne er udløst af nylige opkøb fra verdens to førende producenter, Sonova og William Demant Holding, og går på, at producenterne dermed bliver konkurrenter til egne kunder. Men der er ikke noget nyt i den konstruktion, og hos William Demant Holding, der er i færd med at overtage den franske høreapparatkæde Audika, ser man øget volumen i detailleddet som et naturligt træk for at forsvare den globale markedsandel.

William Demant er i færd med en transformation til et såkaldt hearing health care-selskab, hvor man spreder sig over både det traditionelle engrossalg af høreapparater, men også detail, benforankrede løsninger, cochlear-implantater og diagnostiske produkter.

"Man skal forstå den samlede strategi for at se det her i det rigtige lys. Vi ser det traditionelle engrossalg af høreapparater som værdimæssigt værende relativt fladt. Det kan godt stige lidt, det kan være helt fladt, men det er ikke noget, som, vi synes, kan generere vækst nok. Specielt ikke når vi allerede har 22-23 pct. af verdensmarkedet. Så bliver det sværere at vokse, og den anden del er, at man bliver mere sårbar over for, at konkurrenter køber ens kunder," siger Niels Jacobsen, der er administrerende direktør hos William Demant Holding, i et interview med Ritzau Finans.

"Derfor er det tosidet at beskytte og øge markedsandelen på engrossalg. Det gør man dels ved at sende nye produkter på markedet, effektiv distribution, god relation til kunderne og at optræde i alle distributionskanalerne. Det at optræde i alle kanaler er for os også at have sine egen detailhandel. Det er ikke fordi, at det er en stor volumen. Det er ikke mere end 10 pct. af vores volumen, der er vores eget detail, men det er stadig - efter vores opfattelse - vigtigt," siger WDH-topchefen.

Han frygter ikke, at trækket vil lukke døre for William Demant Holding hos de store høreapparatkæder, fordi det danske selskab igennem mange år også har haft et aftryk i detailleddet. Derfor er der ikke noget nyt i, at William Demant køber op og øger sin volumen på den front.

"Jeg er ikke bange for, at det lukker døre for os. Ser man på Audika, ændres konkurrencebilledet i Frankrig ikke. Det er det samme navn, det er den samme kæde, det er de samme butikker, og der har altid været Oticon-produkter på hylderne. Så på det lokale marked er der ikke nogen ændringer," siger Niels Jacobsen.

Hos den italienske høreapparatforhandler Amplifon, der er markedsleder på det franske marked, ser man som sådan heller ikke nogen stor ændring af konkurrencebilledet som følge af William Demants mulige opkøb af Audika.

Men italienerne er ikke begejstrede over, at de store producenter vil konkurrere i detailleddet.

"Jeg arbejder ikke meget med William Demant. Jeg arbejder meget med Siemens, GN Resound og Sonova. Jeg kan naturligvis ikke lide at samarbejde med producenter, der investerer for at konkurrere med mig. Hvis jeg kan, reducerer jeg William Demants leverancer til mig. De store producenter, der også er i detail, vil gerne slå mig ihjel, og på samme tid beder de om en større andel i Amplifons butikker. Der ser jeg en stor selvmodsigelse," sagde Franco Moscetti, der er administrerende direktør hos Amplifon, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med Audiology Now.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også