Nordamerika afgørende for andet halvår i William Demant

Tredje kvartal kan komme til at se vanskeligt ud for William Demant på grund af øget konkurrence i USA.
AF RITZAU FINANS

Der bliver i vanlig stil ingen tal at forholde sig til, når William Demant Holding serverer sin periodemeddelelse for tredje kvartal torsdag morgen.

Derimod er der fokus på det verbale, og i særdeleshed på William Demants kommentarer omkring det nordamerikanske marked, der har været præget af hård konkurrence i 2014.

"Vi har fokus på kommentarer omkring konkurrencesituationen på den private del af det nordamerikanske marked, hvor konkurrenten Sonova i de seneste måneder har ført en meget aggressiv prispolitik," skriver Sydbanks senioranalytiker Morten Imsgard i et forskræp til periodemeddelelsen.

Han venter en "relativt" høj salgsvækst for William Demant i andet halvår som helhed grundet selskabets seneste produktlanceringer. En bedre udvikling i Nordamerika i andet halvår end i første vil hjælpe til med at løfte salget, vurderer Morten Imsgard, og netop derfor er kommentarer om konkurrencesituationen på markedet væsentlige at få med sig.

Svært at vinde andele

Nogenlunde samme vurdering kommer fra Danske Markets, der mener, at William Demant kan have haft svært ved at vinde markedsandele i tredje kvartal.

"Det bliver interessant at høre William Demants kommentarer om det amerikanske marked i dets meddelelse for tredje kvartal. I halvårsregnskabet talte selskabet om øget momentum i USA, men på EUHA-konferencen i sidste måned virkede det til at være gået lidt i sig selv. William Demant er i midten af sin livscyklus for Inium-platformen, og vi vurderer, at det har været svært at vinde markedsandele i tredje kvartal," skriver Danske Markets i en kommentar.

Tilbage hos Sydbank er et andet fokuspunkt modtagelsen af de designvarianter af eksisterende produkter, som William Demant lancerede tidligere i år og officielt præsenterede ved EUHA-messen i Hannover.

"Vi har fokus på kommentarer omkring, hvordan de nyeste designvarianter i produktporteføljen bidrager til salgsvæksten," skriver Morten Imsgard i sit forskræp.

Han venter, at William Demant vil have været i stand til at vinde markedsandele i midtprissegmentet på grund af Oticon Nera, der blev lanceret for godt et år siden.

Til gengæld vurderer Sydbanks analytiker samtidig, at det er tvivlsomt, om William Demant på nogen måde kan overraske positivt i forhold til sine forventninger til hele 2014, der lyder på en vækst i indtjeningen per aktie på 5-10 pct.

"Vi venter, at William Demant fastholder prognosen for 2014 i forbindelse med tredje kvartalsopdateringen. Ifølge vores estimater har selskabet dog kursen sat mod et resultat i den lave ende af prognosen om en stigning i EPS på 5-10 pct. i 2014," skriver Morten Imsgard.

William Demant afleverer sin periodemeddelelse for tredje kvartal torsdag den 13. november inden markedets åbning.

 WD-chef tvivler på store ændringer på kort bane

 Bank: Effekter af WDH-transformation kommer på sigt

 Privat høreapparatmarked i USA dykkede i august 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også