Privat høreapparatmarked i USA dykkede i august

Det amerikanske marked for høreapparater udviklede sig ifølge finanshuset Sanford C. Bernstein fladt i august, trukket ned af tilbagegang på det private marked, mens den offentlige støttekanal VA (Veterans Administration, red.) trak opad.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Ritzau Finans

Interessant er det dog at bemærke, at enhedsvæksten på det private marked ifølge Bernsteins data var negativ med 3 pct. i august sammenlignet med samme måned et år tidligere. I juli voksede salget med 6 pct.

Finanshuset bemærker dog, at august 2013 var en særdeles god måned for det private marked, primært som følge af, at GN Resound begyndte at levere ind til varehuskæden Costcos eget brand, Kirkland Signature, efter at det danske selskab havde overtaget kontrakten fra tyske Siemens. Derfor var der stor lageropbygning, som påvirkede det samlede salg i august 2013.

For den offentlige kanal VA var der ifølge Bernstein tale om en enhedsvækst på 11 pct. i august sammenlignet med et år tidligere, og det kan de danske høreapparatproducenter William Demant Holding og GN Resound have draget nytte af.

Ny trend

Schweiziske Sonova er klar markedsleder i VA-segmentet, men Bernsteins data peger på, at de danske selskaber, og særligt GN Resound, kan have taget markedsandele fra schweizerne i løbet af 2014.

"Vi har for nylig skaffet data for markedsandele på månedlig basis i 2014, som viser en ny trend. År til dato i 2014 er Sonovas VA-salg faldet med 2 pct., eftersom dets markedsandel er faldet til 49 pct. (fra 55 pct. i hele 2013, red.). I Sonovas regnskabsmæssige år til dato (der ekskluderer første kvartal, red.) er selskabets volumen faldet med 5 pct. I kontrast hertil er GN's VA-salg steget med 30 pct. år til dato efter lanceringen af Resound Linx den 1. maj, mens William Demants salg er steget med 4 pct.," skriver Sanford C. Bernstein i et analysenotat.

William Demant Holding genererer omkring 37 pct. af sit høreapparatsalg fra det amerikanske marked, mens GN Resound henter omkring 44 pct. af selskabets samlede omsætning på vestsiden af Atlanten.

Bernstein har anbefalingen "outperform" af GN Store Nord med et tilhørende kursmål på 170 kr., mens anbefalingen af William Demant lyder på "underperform". Her er kursmålet 385 kr.

GN-aktien stiger med 0,3 pct. til 128,50 kr. fra start torsdag, mens William Demant falder marginalt til 447,40 kr.

 GN Resound tager markedsandele fra Sonova i USA

 Høreapparatsmarkedet i USA er vokset

 Bernstein: Blandet Amplifon-start på 2014

 Finanshus: WDH ikke længere den samme væksthistorie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også