Ugebrev: Høreapparater på vej i mindre stabil periode

For tre år siden var William Demant mere værd end schweiziske Sonova. I dag er Sonova mere værd end William Demant og GN Store nord tilsammen. Spillereglerne på markedet er under forandring, vurderer Økonomisk Ugebrev Formue
Foto: Advanced Bionics
Foto: Advanced Bionics
AF RITZAU FINANS

Professionelle investorer har på kort tid afgørende ændret syn på verdens førende producenter af høreapparater, hvor der som bekendt er tre danske aktører: børsnoterede William Demant Holding og GN Store Nord samt ikke-noterede Widex.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

I løbet af de seneste måneder er schweiziske Sonova blevet mere værd end den samlede danske høreapparatindustri.

"Sonova havde fredag en markedsværdi på over 60 mia. kr., mens de to børsnoterede danske producenter William Demant og GN Store Nord havde en samlet værdi på godt 46 mia. kr. Hvis man hertil lægger værdien af den ikke-noterede krise- og underskudsramte danske producent Widex - måske 8 mia. kr. - og værdien af komponentproducenten Sonion, der nu er overtaget af Novo-fonden - op til 4 mia. kr. - kommer man til en værdi af den danske høreapparatklynge på 58 mia. kr.," oplyser ugebrevet.

Der er vendt op og ned på de økonomiske magtforhold i branchen, der i årtier har været domineret af danske producenter.

"For godt tre år siden, i juli 2011, var alene William Demant Holding mere værd end Sonova," anfører ugebrevet.

Sonova er ifølge ugebrevet ikke mindst blevet drevet frem af sine Cochlear-implantater - avancerede høreapparater til svært hørehæmmede og døve.

På den baggrund vurderer ugebrevet, at der umiddelbart tegner sig et billede af, at spillereglerne på det globale marked er under forandring.

"Det er ikke længere nok at kunne mestre den mest avancerede teknologi - det er nu en forudsætning for overhovedet at være på markedet. Det kan alle de betydelige producenter, skriver ugebrevet, der vurderer, at det nok drejer sig mere om at kunne innovere, så teknologien bliver brugt til produkter og sat ind i sammenhænge, som kunderne finder særligt interessante.

"På det punkt har Sonova og GN udmærket sig og skaffet sig forspring med LiNX og Cochlear," vurderer ugebrevet.

Høreapparatbranchen er udsat for prispres og for usikkerhed om, hvordan en fremtidig strukturrationalisering kan se ud.

"Vil en spiller som Widex, der i mange år markerede sig som branchens lønsomme, privatejede premiumproducent, kunne løfte sig igen eller måske bliver købt op? Og hvad sker, når Siemens skiber sin store høreapparatdivision, der formentlig stadig har en markedsandel på over 15 pct., af som et selvstændigt børsnoteret selskab," spørger ugebrevet.

Et selvstændigt Siemens vil ifølge ugebrevet enten øge konkurrencen,eller føre til en ny konsolideringsbølge og deraf følgende mindre konkurrence.

"Der er nye muligheder, efter at den tyske højesteret i 2010 afviste kartelmyndighedernes beslutning om at forbyde den påtænkte sammenslutning af Sonova og GN Resound i 2006. Samtidig bliver de etablerede producenter udfordret af nye discounttilbud, skønner ugebrevet.

Ugebrevet vurderer videre, at det alt sammen kan betyde, at branchen er på vej ind i en periode, der er mindre stabil end tiden frem til 2014, og som kan vende endnu mere op og ned på veletablerede positioner.

GN-aktien handles mandag morgen i 125,70 kr. og WDH i 432,20 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også