GN: Produkt bider sig fast

Takket være Made for iPhone-høreapparatet Resound Linx har GN Resound taget en pæn bid af kagen på det amerikanske marked.
Af Ritzau Finans

GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, var fornuftigt kørende i andet kvartal, hvor det danske selskab for første gang ser ud til at have taget en pæn bid af kagen i det uafhængige segment på det store amerikanske marked.

Det kan GN Resound takke Made for iPhone-høreapparatet Resound Linx, der blev lanceret tidligere i år, for. Og det er der stor tilfredshed med på ledelsesgangen i Ballerup.

"Det er Linx. Vi har traditionelt haft ganske svært ved at få fat på det marked. Vi har en alt for lav markedsandel der, og det har været lidt af en hovedpine i mange år, selv om vi generelt har haft godt fat i det amerikanske marked," siger Anders Boyer, der er finansdirektør hos GN Store Nord, til Ritzau Finans og fortsætter:

"Nærmest fra den dag, vi lancerede Linx i USA, begyndte antallet af kunder i det segment at stige. Derfor har vi en pæn fremgang i omsætning og antal af kunder i USA generelt. Det var et af nøglepunkterne for os med lanceringen af Linx - at det kunne være en døråbner til det segment. Samtidig er vores omsætning i de dyrere prisklasser steget, og det er vigtige succeskriterier for os."

Ekstra god timing

Normalt er høreapparaters livscyklus ikke meget længere end to år, og til efteråret er det to år siden, at både GN Resound og Sonova lancerede nye produkter, mens William Demant udskød lanceringen af sit højprisprodukt, Oticon Alta, til januar 2013.

Dermed nærmer afslutningen på denne cyklus sig, og også her kan Resound Linx, der er i den første del af sin cyklus, få afgørende betydning.

"Timingen af Linx-lanceringen er måske ekstra god, fordi der er mange af konkurrenterne, der ligger sent i deres cyklus. Så bliver det naturligvis spændende at se, hvad konkurrenterne kommer med til EUHA (høreapparatkonference i Hannover i oktober, red.) senere på året," siger Anders Boyer.

GN Resound registrerede ifølge regnskabet for andet kvartal en omsætningsvækst på "mere end" 20 pct. i det uafhængige segment i USA i perioden maj-juli.

 Sydbank: Pænt resultat i GN

 Amerikansk vækst driver GN 

 GN-CFO: Vi har besteget et kæmpe bjerg

 GN: Teknologiplatformen gør arbejdet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også