Philips køber dansk medicoselskab

Det danske selskab Unisensor er blevet solgt til hollandske Philips Healthcare. De to selskaber har arbejdet sammen gennem mange år, og da Philips kom med et attraktivt tilbud, der opfyldte Unisensors ønsker, slog den danske virksomheds ledelse til.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Der mangler kun de sidste detaljer, så er det danske medicoselskab Unisensor officielt blevet en forretningsenhed under giganten Philips Healthcare. Den adm. direktør i Unisensor har tidligere afvist mange tilbud, men kunne denne gang ikke sige nej, da betingelserne har været de helt rigtige.

”Vi har kendt Philips gennem seks år, og vi har faktisk arbejdet tæt sammen med dem. I de sidste måneder har vi haft nogle mere tætte samtaler om at arbejde tæt sammen og ja, så er de kommet med et tilbud, som vi synes var godt,” siger Jens Haugaard, der er adm. direktør i Unisensor.

Aftalen betyder, at Unisensor fortsætter som en forretningsenhed under Philips, og at Jens Haugaard fortsætter i sit job. Faktisk bliver det kommende salg, der forventes afsluttet i tredje kvartal af 2014, ikke den store omvæltning for medarbejderne i Unisensor, da alle fortsætter i deres job.

"Unisensor vil blive et fuldt ejet datterselskab af Philips Danmark, men vi ønsker at fastholder deres nuværende organisation og struktur, da det netop er der den unikke ekspertise bevares bedst,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen, der er direktør for Philips Healthcare Danmark til MedWatch.

Betale for den fremtidige værdi

Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor en check Philips måtte udstede, men har han tidligere fortalt til MedWatch, at ”hvis nogen skulle købe os nu, så skulle vedkommende være klar til at betale for den fremtidige værdi, vi ser i virksomheden”.

I samme artikel sagde Jens Haugaard også, at selskabets selvfinansiering og frihed var noget, de holdt godt fast i.

”Det har været vigtigt for os indtil nu at have den fulde frihed til at gøre præcis det, som vi gerne ville i ledelsesteamet. V i har lagt en strategi, og vi har vidst, hvad vi ville, og der har det været vigtigt for os selv at kunne bestemme og ikke have andre ind og hjælpe os der. Og nu bliver vi så en forrentningsenhed under Philips' division Healthcare Incubator, og så vil det selvfølgelig ændre sig, men det har vi tænkt igennem,” siger Jens Haugaard.

Aftalen med Philips kommer ifølge Jens Haugaard til at betyde, at virksomheden kan fortsætte, hvor den slap.

”For den teknologi og det vi laver, det har stor interesse hos Philips. Så vi håber, at vi kan accelerere, det er den ene ting, og den anden ting er, at jeg har brugt lang tid på at tale med nye partnere, og det vil jeg så ikke skulle gøre så meget i fremtiden, selvom vi stadig vil arbejde sammen med andre partnere. Vi kan virkelig koncentrere os om at få det bedst mulige ud af teknologien,” siger Jens Haugaard.

Ambition om at være førende

Ved Philips Healthcare er der en forventning om, at opkøbet vil være med til at gøre det hollandske selskab førende inden for blandt andet nær-patient undersøgelser og overvågning til hospitaler, men også hjem.

”Danmark er på vej mod store forandringer inden for sundhedsvæsnet, som skaber nogen unikke muligheder. Som en teknologipartner med et stærkt fokus på innovation, ønsker vi at spille en stor og værdiskabende rolle for det danske sundhedsvæsen og skabe den korteste og billigste vej til det bedst mulige patientforløb. I de senere år har vi investeret i forskellige løsninger til behandlinger i hjemmet, både organisk og igennem opkøb," siger Philips Healthcare-direktøren Ulrik Rokkedal Therkildsen og tilføjer:

"Unisensors unikke teknologi, ekspertise og organisation vil forstærke vores innovative kompetencer inden for blodtest i forbindelse med f.eks. kræftbehandling. Det vil give mulighed for en bedre diagnose og behandlingsforløb, fra hjemmets trygge rammer, og dermed optimere patientforløbet for den enkelte patient og hospitalerne."

oScelloScope

I 2013 fik Unisensor fik sit første produkt på markedet, oScelloScope. Det er et apparat, hvor man som forsker kan se på celle- og bakterievækst over tid, hvilket betyder, at vedkommende kan følge, hvad der sker med celler og bakterier, når de udvikler sig over en halv time og mange timer eller endnu længere tid.

Virksomheden har i dag en omsætning på lige over 25 mio. kr., mens overskuddet i det seneste regnskabsår dog tog et dyk til under 1 mio. kr. efter skat, fremgår det af årsrapporten for det skæve regnskabsår 2013/2014, der gik fra 1. maj 2013 til og med 30. april 2014.

 Væksteventyr under opsejling i medicoselskab

 Et stærkt hold skal sikre gode resultater

 Ny teknologi udvikles mod tarmkræft 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også