GN Store Nord skuffer en kende

GN Store Nord vokser 6 pct. organisk i første kvartal 2014, men skuffer en smule i forhold til analytikernes estimater. Selskabet fastholder dog forventningerne til hele året.
Foto: GN Store Nord / PR
Foto: GN Store Nord / PR

Med en organisk vækst på 6 pct. er GN Store Nord kommet nogenlunde fra land i 2014. EBIT lander i første kvartal 2014 på 253 mio. kr., mens nettoresultatet er en spids under analytikernes forventninger. GN Store Nord lander således 170 mio. kr. på bundlinjen mod en forventning om et overskud på 179 mio. kr. Det fremgår af GN Store Nords regnskab for første kvartal 2014.

“I første kvartal af 2014 har vi haft fokus på lanceringen af vores nye Made for iPhone høreapparater. Jeg er stolt af de yderst innovative produkter, som vi har været i stand til at sende på markedet. Vores lancering har skabt hidtil uset interesse fra medier, høreapparatsbrugere og forhandlere. Det gør mig yderst fortrøstningsfuld med hensyn til vores fremtidige vækstpotentiale,” udtaler Lars Viksmoen, CEO i GN ReSound, i meddelelsen.

Lidt skuffende

Trods det ganske pæne overskud er der alligevel tale om et lidt skuffende resultat. GN Store Nord lever nemlig ikke helt op til analytikernes forventninger, idet de 12 analytikere, som SME Direkt havde spurgt for Ritzau Finans inden regnskabet, havde forventet en omsætning i første kvartal 2014 på 1.701 mio. kr. Toplinjen landede på 1.679 mio. kr. Der er dog fortsat tale om en fremgang fra samme kvartal 2013, hvor omsætningen landede på 1.627 mio. kr.

ReSound tager markedsandele

GN Store Nords høreapparat-division, GN ReSound, leverer lidt en organisk vækst på 7 pct., men mere vigtigt, så tog divisionen for 15. kvartal i træk markedsandele.

"De første indikationer efter lanceringen i første kvartal 2014 af verdens første Made for iPhone-høreapparater, ReSound LiNX og Beltone First, er meget lovende. Lanceringen har skabt hidtil uset interesse i medierne samt blandt høreapparatsbrugere og forhandlere," skriver GN Store Nord i regnskabet.

Forventer pæn vækst for året

I forbindelse med fremlæggelsen af årsrapporten for 2013, fremlagde GN Store Nord også forventningerne til hele 2014. De lyder på "mere end" 6 pct. samt et driftsresultat på "mere end" 875 mio. kr. for høreapparat-divisionen GN ReSound, mens forventningerne til headset-divisionen GN Netcom lyder på en organisk omsætningsvækst på "mere end" 11 pct. samt et driftsresultat på "mere end" 515 mio. kr. De forventninger fastholder GN Store Nord altså.

For GN Resound er der en målsætning om et årligt gennemsnit på mere end tre procentpoint over markedsvæksten fra 2014 til 2016 og en EBITA-margin "på linje med de førende konkurrenter".

Læs hele regnskabet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også