Her er analytikernes dom over GN's strategiplan

GN Store Nord har imponeret analytikerne med sine præstationer de seneste tre år, hvor selskabet har fordoblet sine marginer og genrejst begge forretningsben.
Foto: GN Store Nord
Foto: GN Store Nord
Af Rtizau Finans

Det er sket med meget ambitiøse 2013-forventninger som rettesnor siden efteråret 2010. Forventninger, som det danske selskab - modsat hvad mange troede langt hen ad vejen - ser ud til at leve op til.

I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal serverede GN Store Nord forventningerne til de kommende tre år, og selv om det langt fra var med lige så store armbevægelser, som tilfældet var i 2010, fastholder GN ambitiøse vækstmål.

I denne omgang ser forventninger dog i høj grad ud til at være indregnet i analytikernes forventninger på forhånd, og derfor har regnskabspræsentationen og den nye strategi blot medført små ændringer i estimaterne for de kommende år, viser en ny estimatindsamling foretaget af SME Direkt for Ritzau Finans.

Hæver estimaterne

For 2014 venter analytikerne nu en omsætning på 7384 mio. kr. mod 7391 mio. kr. inden regnskabet for tredje kvartal, mens forventningerne til driftsresultatet (EBITA) er sænket til 1428 mio. kr. mod 1445 mio. kr. inden regnskabet.

På bundlinjen venter analytikerne nu, at GN Store Nord vil realisere et resultat før skat på 1345 mio. kr. mod 1390 mio. kr. inden regnskabet for tredje kvartal, mens nettoresultatet ventes at lande på 979 mio. kr. mod 1008 mio. kr. inden regnskabet.

For 2015 er der omvendt lagt til analytikernes forventninger, og her ventes der nu en omsætning, et EBITA-resultat og et nettoresultat på henholdsvis 8119 mio. kr., 1622 mio. kr. og 1141 mio. kr. mod 7899 mio. kr., 1561 mio. kr. og 1124 mio. kr. inden strategiopdateringen.

På niveau med de førende

GN venter i perioden 2014-2016 en årlig organisk vækst på "mere end 3 pct. over markedsvæksten" i høreapparatforretningen GN Resound, mens den årlige vækst i headset-forretningen GN Netcom ventes på "mere end 10 pct."

EBITA-marginen i GN Resound ventes "på niveau med de førende konkurrenter," mens høreapparatdivisionen samtidig skal levere en forbedring af afkastet af den investerede kapital på "mere end 4 pct." fra niveauet 14-15 pct. i 2013.

For GN Netcom ventes der en EBITA-marginen i niveauet 18-19 pct. i 2014-2016, mens afkastet af den investerede kapital skal ramme "mere end 55 pct."

Tabel med analytikernes forventninger til de kommende år for GN Store Nord:

Mio. kr.    FY 13(e) FY 14(e) FY 15(e)
Omsætning 6827 7384 8119
EBITA 1188 1428 1622
EBITA-margin (%) 17,4 19,2 20
Resultat før skat 1063 1345 1552
Nettoresultat 771 979 1141

 

(e) = medianestimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans blandt op til 11 analytikere efter regnskabet for tredje kvartal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også