Fyret direktør til angreb på bestyrelse

ChemoMetecs tidligere direktør vil via holding-selskabet fyre formandskabet. Formandskabet må "tage konsekvensen, hvad enten det peger den ene eller anden vej," siger bestyrelsesmanden i et interview med MedWatch.
Stig Løkke Pedersen, bestyrelsesformand, er under angreb af tidligere direktør
Stig Løkke Pedersen, bestyrelsesformand, er under angreb af tidligere direktør

Den tidligere direktør fra medicofirmaet ChemoMetec, Martin Glensbjerg, går nu til angreb på det formandskab i bestyrelsen, der fyrede ham for få måneder siden.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen. ChemoMetec A/S har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling den 25. juli 2013.

”ChemoMetec Holding A/S ved direktør Martin Glensbjerg stiller forslag om at udskifte to af bestyrelsesmedlemmerne i ChemoMetec A/S; Stig Løkke Pedersen (formand) og Thomas Hartwig (næstformand), og i stedet indvælge Martin Glensbjerg selv, samt 1-2 yderligere bestyrelsesmedlemmer. ChemoMetec A/S’ bestyrelse ønsker at anbefale aktionærerne at stemme imod dette forslag,” hedder det i meddelelsen

Martin Glensbjerg er en af ChemoMetecs oprindelige grundlæggere.

I meddelsen hedder det videre, at "bestyrelsen har igangsat nødvendige ledelsesmæssige ændringer i ChemoMetec A/S efter en række skuffende forretningsmæssige resultater, og beder aktionærerne om mandat og ro til at fortsætte dette arbejde, herunder gennemførelsen af et succesfuldt direktørskifte i virksomheden."

Delt synspunkt

"Det er bestyrelsens vurdering, at dette arbejde vil blive hindret, såfremt det lykkes for Martin Glensbjerg og ChemoMetec Holding A/S at bestemme sammensætningen af bestyrelsesmedlemmerne i ChemoMetec A/S. Bestyrelsen har erfaret, at dette synspunkt deles af alle øvrige storaktionærer i ChemoMetec A/S bortset fra ChemoMetec Holding A/S," skriver bestyrelsen i meddelelsen.

I den ret omfattende meddelelse beskriver bestyrelsen også baggrunden for det, der førte til et ledelsesskiftet:

"ChemoMetec A/S har i en årrække været præget af skuffende forretningsmæssige resultater. Siden juni 2010 er kursen på ChemoMetec A/S’ aktie faldet med cirka 30%. Faldet afspejler utilfredsstillende forretningsmæssige resultater, og et akkumuleret underskud i den samme periode på 13,5 mio. kr, hvilket skal ses på baggrund af ChemoMetec A/S’ årlige omsætning, som i perioden har ligget mellem 30 og 40 mio. kr. ChemoMetec A/S har gennem de senere år brugt store beløb på udvikling, men har ikke været i stand til at skabe tilsvarende indtjeningsmæssig fremgang."

Kritiserer Glensbjerg

Det var den "manglende evne til at skabe forretningsmæssige og udviklingsmæssige resultater", der gjorde det "nødvendigt med et ledelsesskifte, og det var en enig bestyrelse, som i maj måned 2013 kunne annoncere Martin Glensbjergs fratræden," påpeger bestyrelsen.

Samme bestyrelse anerkender Glensbjergs tekniske kompetencer, men mener, at "han forretningsmæssigt ikke er den rigtige til at indgå i direktionen eller i bestyrelsen for ChemoMetec A/S."

"Det er en bestyrelses opgave til enhver tid at gøre det rigtige for virksomheden. Dette gælder også, når det må indebære et brud med gamle aktionærer og ledelsesmedlemmer, som i dette tilfælde. ChemoMetec rummer trods skuffelser og fejldispositioner i de senere år masser af kvaliteter, som en dygtig og kompetent administrerende direktør som Torsten Freltoft (nyansat adm. direktør, red.) vil kunne bruge til at skabe vækst og betydelig forretningsmæssig fremgang."

Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Martin Glensbjerg. Medejeren Synerco er erhvervsmanden Peter Forchhammers tidligere selskab, der i dag kontrolleres af kurator, advokatfirmaet Bech-Bruun. Næstformand Thomas Hartwig står bag Hook Holding Company. Claus  Resen Steenstrup er, sammen med to brødre, tidligere ejer og stifter af it-virksomheden Reson.

 

Ejerforholdene i Chemometec

Medejer   17   Synerco ApS Under Konkurs
Medejer   10   Hook Holding Company A/S
Medejer   31   Chemometec Holding A/S
Storaktionær   >5   Stig Løkke Pedersen
Storaktionær   6   Claus Resen Steenstrup

 

Kilde:JPPRO

Stig Løkke Pedersen siger til MedWatch, at han er fortrøstningsfuld i forhold til støtten fra de største aktionærer. På spørgsmålet om hans vurdering af Glensbjergs mulighed for at samle et flertal, svarer han:

"Vi kan forstå, at de andre storaktionærer bakker vores synspunkt op, og så kan jeg ikke sige andet end, at det kommer an på en afstemning på generalforsamlingen. Vi må tælle stemmer op og tage konsekvensen, hvad enten det peger den ene eller anden vej. Men vi er da fortrøstningsfulde og regner med, at vores strategi har opbakning."

 

 Ny adm. direktør i ChemoMetec

 Aktionærer kræver ny bestyrelse 

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev to gange dagligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også