Medicogiganter mundhugges over hjerteudstyr

Ikke længe efter at Medtronic havde meldt om FDA-godkendelse af selskabets seneste hjerteudstyr, har rivalen Boston Scientific rettet en skarp offentlig kritik af udstyret – det har startet en regulær ordkrig mellem de to giganter.
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard, Jyllands-Posten

Mandag annoncerede Medtronic, at virksomheden havde opnået godkendelse af hjerterytmeudstyret Viva (CRT-D), som bryster sig af, at kunne synkronisere patienters hjerteslag meget mere effektivt end eksisterende udstyr.

Læs også: FDA godkender avanceret hjerteimplantat

Begejstringen over det nye udstyr var stor hos Medtronic, men hos rivalen Boston Scientific var man mindre imponerede. Det skriver avisen Star Tribune.

Således sendte Boston Scientific en reklameskrivelse til amerikanske læger kort efter offentliggørelsen af FDA-godkendelsen. Heri skriver selskabet, at deres udstyr i bund og grund er bedre end konkurrentens.

”Medtronic har lige lanceret deres nye højspændingsplatform. Vi har bare et spørgsmål… Hvad skal vi med endnu en CRT-D med en levetid på under 5 år,” hedder det i reklamen, som fortsætter med at sammenligne Medtronics udstyr med Bostons eget Incepta CRT-D udstyr.

Boston skriver, at udstyret ved det samme energiniveau har en levetid på 7,7 år, mens Vivas levetid kun er på 4,6 år, oplyser avisen.

Ordkrigen er i gang

Men Medtronic tog med det samme til genmæle og skrev i en meddelelse:

”I dag har Boston Scientific sendt en reklame til læger, som rent ud sagt er misvisende. Boston Scientifics sammenligningsgrundlag er meget specifikke programindstillinger, som ikke viser nøjagtigt, hvordan Medtronics udstyr programmeres i patienterne.”

Medtronic oplyser, at den gennemsnitlige levetid for Viva-udstyret er 7,1 år. Men en talsmand fra Boston har sidenhen udtalt, at virksomheden ”står ved oplysningerne i reklamen”.

Senest udsendte Medtronic så ny information til de amerikanske læger med overskriften ’reality check’, hvor man henviser til 7 forskellige kliniske studier med over 10.000 patienter, der bekræfter den længere levetid for selskabets udstyr.

Det er indtil videre det sidste slag i ordkrigen mellem de to giganter, men om sagen ender her er langt fra sikkert.

Læs hele artiklen fra Star Tribune her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også