GN Resound lancerer første "Made For iPhone-produkt"

Samarbejdet med Apple bygger på en fælles vision om at skabe "bedre lydoplevelser" for hørehæmmede.
Foto: GN Store Nord / PR
Foto: GN Store Nord / PR
AF RITZAU FINANS

GN Store Nords høreapparatdivision, GN Resound, har taget yderligere et skridt i udviklingen af såkaldte Made For iPhone-produkter.

Selskabet har nemlig lanceret to nye tilbehørs-produkter, hvoraf det ene har modtaget den amerikanske teknologigigant Apples velsignelse som originalt tilbehør til selskabets smart phone-serie, iPhones, mens det andet er tilgængeligt som applikation til både Apple og Android.

Det er første gang nogensinde, at et tilbehørs-produkt er blevet godkendt som "Made For iPhone" af Apple.

Det fremgår af et nyhedsbrev fra GN Resound.

Vigtigt skridt

Der er tale om telefonadapteren Resound Unite Phone Clip+ samt en ny smartphone-applikation til kontrol af høreapparater kaldet Resound Control.

Den nye telefonadapter giver en høreapparatbruger mulighed for at modtage telefonopkald uden at tage sin telefon op af lommen, ligesom Resound Unite Phone Clip+ ligeledes tillader forbindelse til to telefoner på én gang, fordi der er indbygget to individuelle bluetooth-forbindelser.

"Resound Phone Clip bliver lanceret globalt, og tilbehøret er et vigtigt skridt til at støtte opbygningen af Resound Alera og den banebrydende Resound Verso-familie. Phone clippen nyder godt af de unikke tilslutningsmuligheder, som mGN Resounds 2,4 GHz-teknologi tilbyder," skriver GN Resound i nyhedsbrevet.

Den nye applikation, Resound Control, er ifølge GN Resound selv den første fuldt integrerede af slagsen til både Android- og Apple-teknologi. Applikationen tillader en høreapparatbruger at indstille lydniveauer og tilpasse indstillingen af apparaterne til forskellige miljøer direkte via en smart phone.

En af del af koncentreret indsats

Applikationen virker gennem Resound Unite Phone Clip+ og tilbyder altså kontrol af en række funktioner via brugerens telefon. Resound Control er allerede tilgængelig i app store, og applikationen forventes lanceret til Android senere i januar.

"Vi tror, at tilslutningsmuligheder er en nøgle til at løse udfordringerne for høreapparatbrugere. De nye tilslutningsmuligheder er en del af en koncentreret indsats for at støtte efterspørgslen for vores premium-høreapparater (Resound Alera og Resound Verso, red.)," siger Lars Viksmoen, administrerende direktør hos GN Resound, i nyhedsbrevet.

Oprindeligt var produkterne begge planlagt til lancering i december, men siden har Apple altså blåstemplet Resound Unite Phoneclip som et "Made For iPhone-produkt," og derfor er lanceringen blevet rykket til januar 2013.

Helt store lancering først senere

Den helt store lancering inden for Made For iPhone-serien fra GN kommer dog først senere på 2013, hvor GN Resound har planer om at lancere det første høreapparat i serien.

Samarbejdet med Apple bygger på en fælles vision om at skabe "bedre lydoplevelser" for hørehæmmede, og planen er, at MFI-apparaterne skal kunne tale sammen med iPhone s uden brug af bluetooth, men gennem brug af trådløs kommunikation via 2,4 GHz-teknologien, som er anvendt af GN Resound.

Under en præsentation ved EUHA-høreapparatmessen i Frankfurt i oktober sidste år fremviste GN Resound en prototype af et MFI-apparat, der afspillede musik gennem direkte streaming fra en iPhone. Uden at sætte nærmere tidspunkt på afslørede GN Resounds administrerende direktør, Lars Viksmoen, ved samme lejlighed, at lanceringen af det første færdige MFI-apparat vil falde i 2013.

GN-direktør: Apple-samarbejde vil fylde meget i fremtiden 

Hørebranchen fyrer og frygter 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også