Oticon-millioner i stor-satsning på kunstig befrugtning

Et dansk medicoselskab får en markant kapitalindsprøjtning fra William Demant Invest. Virksomheden har på godt to år nået en omsætning på 100 mio. kroner. Pengene skal bl.a. bruges på yderligere ekspansion.

Medicovirksomheden Unisense FertiliTech kan i dag præsentere William Demant Invest som ny medejer. Det sker ved at købe aktier for i alt 136 mio. kroner i det danske firma , der producerer avanceret måleteknologi til optimering af kunstig befrugtning.

”Det er fantastisk både at få tilført kapital og få tilført know-how fra William Demant,” siger Unisense FertiliTechs adm. direktør Jens K. Gundersen til MedWatch.

William Demant Invest er ejet af Oticon Fonden og køber aktier for 106 mio. kroner af eksisterende aktionærer. Dertil kommer en aktiekapitaludvidelse på 30 mio. kroner. En samlet investering på 136 mio. kroner, der betyder, at WDI ejer 32 pct. af Unisense FertiliTech, mens Unisense Holding og LD hver ejer 32 pct. De sidste knap 4 pct. ejes af verdens største kæde af klinikker, Equipo IVI.

Gået hurtigt

”Jeg læste i pressen, at de var kede af at skulle sælge en aktieandel i en anden virksomhed, som arbejder med kunstig befrugtning (Origio, red.), da det var en branche, de gerne vil være i. Jeg tænkte, at det kunne vi da hjælpe dem med,” forklarer Jens K. Gundersen med en let latter, inden han fortsætter:

”Jeg ringede til dem, og vi blev enige om et hurtigt møde, og siden er det også gået meget hurtigt.”

Netop Origio var indfaldsvinklen til William Demant Invests interesse for in vitro fertiliseringsområdet (IVF), forklarer WDI-direktør Niels Jacobsen.

”Vi har tidligere været medejer af virksomheden Origio, og det gav os en indsigt i hele IVF-området, som vi har fundet interessant, og vi ser en positiv markedsudvikling her. Vi kom i kontakt med FertiliTech, og deres forretningscase så og ser interessant ud, så det endte op med, vi havde mulighed for og lyst til at investere i dem, "siger direktøren til MedWatch og fortsætter:

Markant større virksomhed

”Det, Jens Gundersen og hans team har præsteret, og de udsigter, der er for den virksomhed, virker lovende for, at de kan levere god vækst, og det vil vi gerne være til at støtte op om. Vi skal i fællesskab med ledelsen og LD udvikle selskabet til at blive en markant større virksomhed. Hvad det fører til i forhold til vores ejerandel på den lange bane, må tiden vise.”

I det hele taget er det gået hurtigt for medicovirksomheden. For godt to år siden fik FertiliTech certificering til at sælge selskabets produkter, og i år runder virksomheden ifølge direktøren 100 mio. kroner i omsætning.

Det er bl.a. den kraftige vækst, der har nødvendiggjort yderligere kapital, hvis den skal fortsætte. FertiliTech får netto 60 mio. kroner at investere for, fordi WDI, ud over kapitaltilførslen på 30 mio. kroner, også stiller en kredit til rådighed på 30 mio. kroner.

I 2011 havde selskabet et positivt EBITDA, og det når man ifølge direktøren også i år. Men der er ikke plus på bundlinjen.

Fordobling i 2013

”Vi har valgt at investere så meget i udviklingen af nye produkter og vores markedsadgang, at vi ikke er cashflow-positive endnu. I forhold til omsætningen regner vi mindst med en fordobling af omsætningen igen næste år, så vi runder de 200 mio. kroner.”

Det begrunder direktøren med, at selskabet til stadighed får mere dokumentation for, at dets udstyr bidrager positivt til succesraten rundt om i verden.

”Der er for nyligt publiceret en artikel i det videnskabelige magasin Fertility and Sterility, som dokumenterer en 20 procents forbedret succesrate, når man anvender vores udstyr. Og der er endnu en del at hente dokumenterbart, mener vi. Og det vil være med til at øge vores omsætning,” siger han og uddyber:

”Desuden er vi næsten lige startet, og vi er da egentlig overrasket over, hvor hurtigt vi når en omsætning på 100 mio. kroner.”

Effekt på lidt længere sigt

Effekten af William Demant Invests kapitalindsprøjtning vil man dog primært se på lidt længere sigt.

”Men nu kan vi virkelig agere på, hvad der giver bedst forretningsmæssig mening og arbejde meget mere effektivt, fordi vi ikke skal bruge kræfter på at jagte kapital.”

Tilbage i maj fortalte Jens K. Gundersen MedWatch, at man var i gang med at diskutere strategiske samarbejder med tre potentielle partnere. William Demant var dog ikke én af dem.

”Ikke på det tidspunkt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da vi så muligheden for et samarbejde med William Demant, har vi langt foretrukket det. For det er et rent samarbejde, hvor vi dels får den nødvendige likviditet, og dels får vi tilført en skrækkelig masse kompetencer. De forstår medtech-markedet og har en dyb indsigt her, så de kan bibringe os en masse. Og de er ikke selv aktive på fertilitetsmarkedet, hvor de andre spillere, vi snakkede med, havde en eller anden form for interesse inden for kunstig befrugtning. Det her er helt klart den allerbedste løsning for os.”

Ekspansion på flere fronter

Kapitalen skal bruges inden for en række områder. Direktøren forklarer, at der både er et behov for opbygning af varelagre, et ønske om en udrulning af produkterne på endnu flere markeder og sætte turbo på produktudviklingen.

”Vi har været økonomisk sultet, fordi vi har flyttet os så hurtigt de seneste år uden at få ekstra penge. Noget helt basalt som at have lidt større varelagre, så vores produktion ikke hele tiden står og mangler komponenter. ”

Og så skal pengene også bruges til at brede selskabets produkter endnu bredere ud på det globale marked.

”Vi er lige nu i 30 lande, og vi vil gerne være i flere. Det koster at brede sig geografisk, og vi vil gerne have endnu større indflydelse over vores distributionskanaler. Ud over Skandinavien og resten af Europa, så er vi i USA, og vi vil gerne være i Canada, Mexico, Brasilien og Chile. Vi er i Japan og Indien, og vi vil gerne være i Kina, Sydkorea og et par andre lande.

Japan er selskabets største marked. Man startede op i februar, og Unisense omsætter for 3 mio. kroner om måneden.

Flere børn for færre penge

Endelig har selskabet også et ønske om at bruge flere midler på en række ting, der lige nu er i udviklingsfasen.

”Vi har en række interessante produkter og patenter i vores pipeline, som vi mener, der er potentiale i at sætte turbo på. Det er produkter, som ligesom vore nuværende produkter, skal bidrage til at øge effektiviteten og efficiensen på fertilitetsklinikkerne. Vi bidrager populært sagt til, at man får flere børn for færre penge.”

En del af aftalen er, at William Demant får mulighed for at placere én person i bestyrelsen. Og der har man valgt Søren Nielsen, adm. direktør i Oticon.

”Det er vi rigtig lykkelige for, for han er fantastisk dygtig. Vi ser det også som et tegn på, at de virkelig vil det her og tror på, at det har potentiale.”

 Dansk succeshistorie leder efter nye ejere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også