Optakt: Væksttempoet går et trin ned for Coloplast

Overraskelserne bliver små og færre, når Coloplast aflægger regnskab for tredje kvartal på onsdag, lyder vurderingen fra analytikere.
Foto: Coloplast / PR
Foto: Coloplast / PR
Af Ritzau Finans

Der er næppe overraskelser på vej, når Coloplast onsdag over middag gør status over regnskabsårets tredje kvartal. Medicokoncernen maler støt og roligt videre i et væksttempo lige over markedets og med indtjeningsmarginer i absolut topklasse.

Efter en positiv overraskelse i andet kvartal, hvor den organiske omsætningsvækst på 8 pct. slog analytikerforventningerne med bred margin, er der udsigt til en mere afdæmpet udvikling i tredje kvartal.

"Jeg tror, at det bliver en ret udramatisk rapport. Jeg tror, at vi ser den organiske vækst vil komme tilbage til et normaliseret niveau på 5-6 pct., da sammenligningsbasen fra sidste år er relativt svær. Samtidig vil vi se en fortsat meget gunstig udvikling i marginen, som sikkert kommer tæt på eller runder de 30 pct. i tredje kvartal. Så der bør være grundlag for, at Coloplast meget komfortabelt holder fast i guidance," vurderer analysechef i Handelsbanken Capital Markets Klaus Ørtoft Madsen forud for regnskabet.

Styr på lønsomhed

Han peger på, at Coloplasts manglende besvær med at nå årets målsætning nok især gælder overskudsgraden. Ledelsen opjusterede forventningerne til overskudsgraden til 29 pct. fra 28 pct. i halvårsrapporten og annoncerede ved samme lejlighed, at der nu er kommet så godt styr på lønsomheden, at vækst er sat øverst på dagsordenen.

Det langsigtede vækstmål er dog uændret, nemlig at vokse hurtigere end markedsvæksten på 4-5 pct., men på sigt skal spændet til markedet løftes, så Coloplast vokser mere relativt til markedet, end selskabet gør i dag. Det forklarede Lars Rasmussen på selskabets kapitalmarkedsdag i juni. Væksten i 2011/12 estimerer Coloplast lander på 6 pct. organisk svarende til en stigning på 8 pct. i kroner.

Analytikerne har op til regnskabet lagt sig tæt op af Coloplasts forventninger og spår for 2011/12 en salgsvækst i kroner på 8,2 pct. til 11,0 mia. kr. Overskudsgraden venter analytikerne - ligesom Coloplast - lander på 29 pct., hvilket svarer til et driftsoverskud lige under 3,2 mia. kr. Det viser en rundspørge blandt 13 børshuse foretaget af SME Direkt.

En milliard til vækst

Til støtte for væksten vil Coloplast i de kommende år investere op mod 1 mia.kr. i vækstskabende initiativer. Selskabet har desuden planlagt mindst 10 nye produktlanceringer de kommende tre regnskabsår, og spejder stadig efter opkøbsmuligheder. Glipper de større opkøb er der dog god mulighed for, at aktionærerne kan se frem til store udbytter i de kommende år.

Den efterhånden gældfrie virksomhed har sat et mål om at skabe en kassebeholdning på 1 mia. kr., hvorefter al overskudslikviditet vil blive sendt retur til aktionærerne.

"Jeg har indbygget aktietilbagekøb for en halv milliard kroner i hvert af årene 2012 og 13, og ultimo det her år har jeg indbygget en netto kassebeholdning på 1 mia. kr. Det vil sige, at fra 2012/13 kan Coloplast begynde at sende væsentlig flere penge tilbage til aktionærerne. Da likviditeten i aktien er begrænset, vil de være tvunget over i nogle store dividender, og jeg forventer, at dividenden vil blive cirka tredoblet, så der bliver tale om et årligt afkast i forhold til kursen på omkring 4-5 pct.," vurderer Klaus Ørtoft Madsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også