Optakt til Ambu: Øgede salgsudgifter giver afdæmpet overskudsgrad

Ambu lægger onsdag tallene frem for fjerde kvartal, og mens analytikerne regner med at se en afdæmpet overskudgrad, så ser de også frem mod vækstprognoserne for en række af selskabets nyligt lancerede endoskoper. 
Foto: Ambu / PR
Foto: Ambu / PR
AF RITZAU FINANS

Medicokoncernen Ambus regnskab for fjerde kvartal, og dermed hele året, vil både vise massiv vækst og en afdæmpet overskudsgrad målt på EBIT-margin i forhold til fjerde kvartal sidste år.

"Den dæmpede overskudsgrad er en konsekvens af øgede omkostninger til salg og distribution også i forhold til lanceringen af nye endoskoper, mens også administrationsomkostningerne har fået et nøk opad i forhold til sidste år med de mange nye ansættelser, man har haft," siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.

Han venter en overskudsgrad på 5 pct. før engangsposter, mens konsensus blandt 12 analytikere lyder på 4,5 pct., ifølge estimater indsamlet af Ambu selv.

Sidste år ændrede Ambu salgsmetoderne på det amerikanske marked, hvor samarbejdet blev droppet med den amerikanske distributør Tri-anim, der ellers stod for 40 pct. af omsætningen i USA fra salget af Ambus Ascope-produkter, der bruges til kikkertundersøgelser i luftvejene.

Ambu ville i stedet selv stå for salget og har derfor investeret i at udvikle og styrke sin direkte salgsstyrke, som blandt andet betød, at den danske medicokoncern sidste år tilbagekøbte varelagre fra den amerikanske distributør.

Sendte den organiske vækst ned

Omlægningen var med til at sende den organiske vækst i fjerde kvartal sidste år ned på minus 19 pct. Når Ambu offentliggør regnskab 11. november ventes en massiv organisk vækst på 46 pct. i fjerde kvartal 2019/2020.

"Det er baggrunden for den massive vækst i fjerde kvartal og et højt salg af endoskoper, der til trods for nylanceringer stadig vil være drevet af salget af endoskoper inden for pulmonal endoskopi (lungekredsløbet, red.), som vi har set i de foregående kvartaler", siger Søren Løntoft.

Han venter en samlet organisk vækst på 49 pct. i fjerde kvartal og ser fortsat stor efterspørgsel efter engangsendoskoperne inden for Ambus "Visualisation"-forretning.

"Desuden forventer vi et fortsat stærkt salg efter genoplivningsposer inden for ’Aneasthesia’, hvilket i nogen grad bliver modsvaret af en dæmpet efterspørgsel efter ikke-akutte procedurer inden for "Aneasthesia" og "PMD" (Patient Monitoring & Diagnostics, red.) som følge af covid-19," skriver Sydbanks analytiker.

Konsensus blandt analytikerne lyder på i alt 278.000 solgte endoskoper i fjerde kvartal mod 93.000 solgte endoskoper i fjerde kvartal sidste år.

Inden for "Visualisation" venter Søren Løntoft Hansen et endoskop-salg på 284.000 enheder, som vil være drevet af en god underliggende udvikling og et stort fokus på smitteforebyggelse efter covid-19.

Udbruddet af covid-19 vil nemlig give salget af engangsendoskoper medvind, fordi de begrænser smittefaren modsat de genbrugelige endoskoper.

"I forvejen var der stort fokus på smittefare i forbindelse med brug af endoskoper, men i kølvandet på covid-19 har vi set en øget anbefaling af brugen af engangsendoskoper," siger han.

Venter vækstprognose for det kommende regnskabsår

Derudover har Sydbanks senioranalytiker fokus på forventningerne til regnskabsåret 2020/2021.

Han venter, at Ambu fremsætter en prognose om en organisk vækst på 18-22 pct. for det kommende regnskabsår.

Den vil blandt andet være drevet af "Visualisation" og bidrag fra nogle af de nye endoskopiområder inden for øre, næse og hals samt Ambus duodenoskop, der går under navnet Ascope Duo, og skal bruges til kikkertundersøgelser via spiserøret af eksempelvis galdeblære og bugspytkirtel.

"Vi imødeser kommentarer om udviklingen for den her lancering i forbindelse med årsregnskabet."

Derudover venter han en lidt mere afdæmpet vækst for pulmonal endoskopi i forhold til de forgangne år, som afspejler, at det område er blevet mere modent.

Samtidig venter han, at der fortsat vil være omkostninger relateret til lanceringer.

Ambu får grønt lys til nyt cystoskop til engangsbrug i Europa

Lars Rasmussen ser ingen konflikt i dobbelt formandskab: "Selvom der ikke er noget i det, kan dårlig omtale skade Ambu"

Ambu-arving forstår bekymring for interessekonflikt hos afgående formand 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også