WS Audiology har lagt brændselscelleprojekt på hylden

Ønsket om at udvikle et høreapparat drevet af brændselsceller var et prestigeprojekt for Widex. Men efter at være løbet ind i tekniske udfordringer er projektet nu lagt på hylden hos fusionsselskabet WS Audiology.
Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology, bekræfter, at selskabet har skrinlagt et tidligere prestigeprojekt hos Widex. | Foto: WS Audiology / PR
Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology, bekræfter, at selskabet har skrinlagt et tidligere prestigeprojekt hos Widex. | Foto: WS Audiology / PR
AF RITZAU FINANS

Danske Widex' store udviklingsprojekt omkring brændselsceller som drivkraft for høreapparater er blevet lagt på hylden indtil videre.

Det bekræfter ledelsen hos WS Audiology, der er en sammensmeltning af Widex og Sivantos, over for Ritzau Finans.

Årsagen er en lille ustabilitet i produktet, som ellers har fået EU-blåstempling og har vundet flere priser ved CES-messen i Las Vegas, hvis det ikke bruges kontinuerligt.

"Vi kom til den konklusion, at brændselscelleprojektet endnu ikke var klar til at blive brugt hos vores kunder. Vi ville skulle have lavet kompromisser, og der ville være udfordringer," forklarer Eric Bernard, der er administrerende direktør hos WS Audiology, i et interview med Ritzau Finans.

I stedet vil fusionsselskabet satse på velfungerende teknologi for genopladelige batterier - for eksempel litium-ion-batterier, som allerede er en del af Sivantos' Signia-produkter.

"Teknologien er faktisk ret moden. Vi har den på vores hylde. Men det er et mere logisk valg at skubbe den genopladelige teknologi, som vi nu har i familien, hurtigt ud bredt, end at forsøge at trække brændselscelleprojektet de sidste par kilometer," siger Henrik Bender, der er finansdirektør hos WS Audiology og tidligere finansdirektør hos Widex, til Ritzau Finans.

"Brændselscellesystemet kræver vedvarende brug. Hvis man ophører med at bruge det i et par dage, kræver det en genstartsproces, og den er en lille smule ustabil med den nuværende teknologi. Det er en den primære årsag til, at vi ikke er kørt videre med det," fortsætter han.

Glad for at have satset

Brændselscelleteknologien fungerer dog ganske godt i praksis, og den giver en høreapparatbruger mulighed for at lade sit høreapparat helt op på under et minut.

Så WS Audiology beholder teknologien i selskabet, så den eventuelt kan anvendes senere efter eventuel videreudvikling.

Og fravalget af brændselscelleteknologien, der har været lidt af et prestigeprojekt for Widex, forårsager heller ikke søvnløse nætter hos WS Audiology-ledelsen.

"Man kan vælge at se det på to måder. Det er ærgerligt, fordi vi har brugt mange penge på det, og nu bliver det ikke til et konkret produkt i markedet lige nu. På den anden side har vi en stor mulighed, fordi vi allerede bruger en teknologi hos Signia, og den kan vi også udnytte hos Widex. Derudover har vi brændselscelleprojektet til senere, hvis det bliver aktuelt," siger Henrik Bender.

"En af de gode ting ved fusionen er, at vi har råd til at tage de her sats nu. Vi har stadig nok i vores kernebrands til at køre videre. Det er præcis den ånd, vi gerne vil have til at fortsætte i det samlede selskab," uddyber han.

Widex om apparat med brændselsceller: Som da Apple lancerede Iphone Widex lancerer høreapparat med brændselsceller til sommer

Widex åbner for salg af ny batteriteknologi til konkurrenter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også