Demant og Philips er klar med lancering af fælles høreapparater

Parløbet mellem Demant og Philips har kastet de første produkter af sig. Det danske selskab forventer nye muligheder ved at læne sig op af Philips' brand.
Foto: /Ritzau Scanpix/Niels Hougaard
Foto: /Ritzau Scanpix/Niels Hougaard
AF RITZAU FINANS

Demant og Philips kan onsdag løfte sløret for den første fælles lancering af høreapparater i forbindelse med det samarbejde, som de to parter offentliggjorde sidste år.

Der er tale om en hel familie af premium-høreapparater i forskellige formfaktorer og på forskellige prispunkter, som skal ud at åbne nye døre for det danske selskab - og naturligvis også for Philips, der bevæger sig ind på et helt nyt område.

"Vi tror, at der i det samlede høreapparatmarked er kanaler, geografier og kunder, hvor et mere forbrugerorienteret brand vil give os muligheder, som vi ellers ikke ville få," siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, til Ritzau Finans.

"I nogle dele af verden - typisk på ikke særligt modne markeder - er der efter vores opfattelse en værdi i at have en mere forbrugerorienteret produktpalette," fortsætter topchefen.

Lanceringen af produkter - og markedsføringen af dem - vil også være fokuseret på en lidt mere livsstilsbaseret tilgang frem for helt tung audiologi, forklarer direktøren.

Perfekt til nye salgssteder

Produkterne er dermed blandt andet velegnede til forretninger, der også sælger andre typer produkter ved siden af. Det kunne som eksempel være optikere eller andre typer forretninger på området for sundhedspleje.

Fordi det er et helt nyt område, skal der dog også lægges en masse arbejde i markedsføringen og lanceringen. Derfor vil det ikke være en guldrandet forretning fra første dag, men noget, der på lidt længere sigt kan udvikle sig til et rigtig stærkt forretningsben for Demant, lyder vurderingen.

"Det er ikke noget, vi kan levere en hel masse på fra dag et, men det er klart en del af den mere langsigtede rejse. To forskellige indsatser i kombination kan noget særligt," siger Søren Nielsen.

Vil følge Demants udvikling

I første omgang lanceres der en hel produktfamilie, men høreapparaterne i Philips Hearlink-serien, som navnet bliver, vil følge den normale livscyklus for høreapparater.

Derfor vil der komme nye produkter om to-tre år, når den næste teknologiske platform - eller det næste udviklingsmæssige trin - er parat.

Der bliver dog ikke tale om en helt selvstændig platform til udviklingen af Philips-produkterne, der er baseret på Demants underliggende teknologi.

"Produktprogrammerne laves i samarbejde med Philips, men på kerneteknologier er de nødt til at følge den underliggende udvikling i Demant," fastslår Søren Nielsen.

Demant-boss: Philips-lancering kræver helt ny tilgang William Demant-boss om samarbejde med Phillips: ”Vi kommer til at investere en hel del i det” William Demant indgår samarbejde med Philips 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også