Demant-boss: Philips-lancering kræver helt ny tilgang

Der er ikke en etableret kundegruppe, der står klar til at købe Demants nye produkter lavet i samarbejde med hollandske Philips, og derfor skal der tænkes anderledes, når det kommer til markedsføring og salg, lyder det fra Demants adm. direktør.
Foto: WDH, PR
Foto: WDH, PR
AF RITZAU FINANS

Danske Demant er i færd med en meget bred produktlancering på flere områder i forretningen, og særligt på et område kræver det en helt ny tilgang fra salgsstyrken i selskabet.

Kernen i den meget brede lancering er høreapparatfamilien Oticon Opn S, der skal bygge videre på den store succes, som Demant har haft med Oticon Opn, der nu har tre år på bagen.

Men der lanceres også produkter i de sekundære høreapparatbrands, hos den kirurgiske division Oticon Medical og gennem det samarbejde med hollandske Philips, der blev annonceret sidste år.

Og sidstnævnte er et helt nyt område, som Demant bevæger sig ud på. Det kræver ifølge selskabet selv, at der skal åbnes nogle nye døre, fordi der - modsat de andre lanceringer - ikke er en etableret kundegruppe, der står klar til at købe produktet.

"Det starter med, at man får bygget nogle ressourcer op lokalt og valgt nogle folk, der skal ud at sælge det her specifikt. Vi prøver selvfølgelig at lave nogle overlap med vores eksisterende salgsstyrke, så vi ikke bare skal ud at hyre 100 nye ansatte til at sælge Philips, forklarer Søren Nielsen, der er adm. direktør hos Demant," til Ritzau Finans.

Det første produkt under Philips-samarbejdet lanceres i løbet af andet kvartal, oplyste selskabet i forbindelse med årsregnskabet for 2018 i februar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også