Jyske Bank: Nye mål fra GN's italienske storkunde understøtter salget

Store ambitioner hos den italienske forhandlerkæde af høreapparater Amplifon er gode nyheder for leverandøren GN Hearing, mener Jyske Bank.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe
AF RITZAU FINANS

GN Groups høreapparatforretning, GN Hearing, har i flere år været den største leverandør til den italienske forhandlerkæde Amplifon, som gennem mange år har oplevet stor vækst.

Og det ser ud til at fortsætte over de kommende år, hvis man tager Amplifons nye langsigtede forventninger i betragtning.

Ved en kapitalmarkedsdag i hovedkvarteret i Milano mandag fortalte Amplifon således, at selskabet venter at vokse hurtigere end markedet i perioden 2018-2020 - blandt andet understøttet af en stribe nye butikker.

Amplifon sigter efter en høj encifret vækst i perioden 2018-2020, hvor selskabet vil vokse mere end markedet, og det skal ske gennem organisk vækst og 700 nye butikker. Sidste år lød væksten på 11,7 pct., og det gav en samlet omsætning på 1266 mio. euro. Og det er ifølge Jyske Bank understøttende for salget i GN Hearing.

"Amplifons nye finansielle mål bekræfter den stærke vækst over de næste tre år, hvilket bør være understøttende for GN Group, som vi skønner har en andel på cirka 30 pct. af salget i Amplifon," skriver analytiker Janne Vincent Kjær i en analyse.

Også William Demant og Widex sælger høreapparater gennem den italienske kæde.

Ikke bekymret for private label

En af udfordringerne for GN Hearing i forhold til Amplifon er, at italienerne er i færd med at lancere egne private label-produkter på først det italienske og siden en stribe andre markeder.

Her er leverandørerne af produkterne endnu ikke offentliggjort, og det kan ramme GN Hearings volumen, hvis det danske selskab ikke er blandt de udvalgte. Men det er heller ikke særlig sandsynligt grundet GN's i forvejen dominerende position hos Amplifon, vurderer Jyske Bank.

"Konverteringen af brandede høreapparater til Amplifons egne produkter kan dog udgøre en risiko for volumen, men det vil overraske os meget, hvis ikke GN er en af de leverandører, der er udvalgt til at levere produkter til Amplifon," skriver Janne Vincent Kjær.

Derudover har GN Hearing desuden en ekstra mulighed for at øge sin volumen hos Amplifon i form af en større kontrakt i USA, som det kapitalfondejede Sivantos i dag sidder på.

Det er Amplifons Miracle Ear-kæde i USA, som Sivantos - det tidligere Siemens Hearing - sidder på, men hvor Amplifon ifølge Jyske Bank overvejer at tage flere leverandører ind.

"Vi er således ikke specielt bekymrede over tab af volumen, især da Amplifon overvejer at udvide antallet af leverandører til Miracle-Ear-kontrakten i USA," skriver Janne Vincent Kjær.

GN Hearing og Sivantos er de to største leverandører til Amplifon overordnet set. Det er de, blandt andet fordi de to selskaber - i modsætning til rivalerne Sonova og William Demant Holding - ikke selv driver større detailnetværk, der er i konkurrence med Amplifons butikker.

Storkunde hos GN, William Demant og Widex vil åbne 700 nye butikker på tre år

Amplifon løfter udbyttet efter rekordår 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også