Jyske Bank forventer også opjustering fra Lundbeck

Præcis som sin kollega i Handelsbanken, forventer Jyske Banks Frank Hørning Andersen en opjustering i Lundbecks regnskab på onsdag. I Sydbank er forventingerne en kende mere afdæmpede.
Foto: PR Lundbeck
Foto: PR Lundbeck
AF RITZAU FINANS

Endnu en opjustering er i spil, når Lundbeck gør status for andet kvartal tidligt onsdag morgen.

I hvert fald venter Jyske Bank, at Lundbeck er på vej med årets andet prognoseløft - dog som resultat af, at medicinalkoncernen vil indregne en positiv resultateffekt på 200 mio. kr. fra en betinget aftale i maj om salg af dele af selskabets hovedkontor.

Desuden kan der komme en præcisering i opadgående retning.

"Vi forventer også, at Lundbeck vil opjustere den lave ende af sine forventninger til 2017 på grund af forsinket konkurrence til Sabril fra generiske produkter," skriver analytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen i en optakt.

Forsinket kopikonkurrence

Netop Sabril er en af de store svingfaktorer i 2017, da det er usikkert, hvornår kopikonkurrenter vil gøre indhug i Lundbecks salg af epilepsimedicinen.

Da forventningerne blev løftet i forbindelse med regnskabet for andet kvartal, skete det ifølge administrerende direktør Kåre Schultz på baggrund af god omkostningsstyring og forsinket kopikonkurrence til Sabril.

"Vi har den situation i år, at Sabril er gået af patent, og vi forventer snart at få generisk konkurrence. Men vi får den generiske konkurrencen en lille smule senere, end vi havde regnet med fra starten, og det er en positiv overraskelse," sagde Kåre Schultz i maj.

Siden er Sabril ifølge Sydbank stadig ikke kommet under beskydning.

"Sabril løb af patent i slutningen af april 2017, men der er endnu ikke introduceret generiske versioner af Sabril. Kopikonkurrence vil efter vores vurdering først for alvor presse Sabril-salget i andet halvår af 2017. Vi venter en fremgang i salget af Sabril på 15 pct. i andet kvartal til 365 mio. kr.," skriver Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i et forskræp.

Han regner dog modsat Jyske Bank med, at Lundbeck vil holde fast i sin årsprognose om et driftsresultat (EBIT) på 3,6-4,0 mia. kr.

Forventer fordobling i driftsresultat

Konsensus baseret på fem børshuses estimater viser imidlertid, at analytikerne regner med, at Lundbeck lander helt i toppen af sin prognose. Medianestimatet er på 3958 mio. kr.

Ses isoleret på andet kvartal venter analytikerne ifølge Ritzau Estimates, at driftsresultatet mere end fordobles til 968 mio. kr.

Lundbecks spare- og effektiviseringsprogram har medvirket til fremgangen, der også bæres af en voksende omsætning.

Analytikerne regner med en fremgang i salget på hele 12,6 pct. til 4225 mio. kr. i andet kvartal.

Væksten drives af de fem nøgleprodukter: skizofrenimidlet Abilify Maintena, antidepressivet Trintellix/Brintellix, Rexulti, der bruges til behandling af skizofreni og depression, Onfi til behandling af epilepsiformen Lennox-Gastaut-syndrom, og Northera til behandling af svimmelhed eller fortumlethed hos eksempelvis patienter med Parkinsons sygdom.

I andet kvartal spår analytikerne en fremgang for de fem produkter under et på 42 pct. til 2205 mio. kr.

 Handelsbanken forventer opjustering fra Lundbeck 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også