Handelsbanken forventer opjustering fra Lundbeck

Lundbecks halvårsregnskab, som bliver offentliggjort onsdag, kan meget vel byde på en opjustering. Det mener Handelsbanken.
Foto: Jens Dresling/Ritzau/arkiv
Foto: Jens Dresling/Ritzau/arkiv
AF RITZAU FINANS

Det danske medicinalfirma Lundbeck aflægger regnskab for andet kvartal den 9. august, og aktieanalytikere fra Handelsbanken venter, at det vil føre en opjustering med sig.

"Vores estimater ligger tæt på konsensusestimaterne for andet kvartal, men vores estimater for helåret 2017 ligger betydeligt over konsensus. Vores estimater for helåret for omsætningen og EBIT er 14-16 pct. højere end Lundbecks egne estimater, hvorimod konsensustallene er 3-5 pct. højere," skriver Handelsbanken i et analysenotat.

Analyseafdelingen i Handelsbanken forventer, at Lundbecks omsætning i andet kvartal var 4,2 mia. kr., og driftsresultatet (EBIT) ventes at ramme 950 mio. kr.

For 2017 forventer Lundbeck selv en omsætning på 16,5-17,3 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 3,6-4 mia. kr., mens analytikerkorpset som helhed venter en toplinje på 17,1 mia. kr. og et driftsresultat på 4,0 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Fokus på kerneprodukter

Ifølge Handelsbanken skal der holdes særligt øje med salget af Rexulti til behandling af skizofreni og depression samt antidepressivet Trintillix i Lundbecks regnskab for andet kvartal.

"Der er udsigt til begrænset nyt fra Lundbecks pipeline i den kommende tid, og fokus vil især være rettet mod salgsvæksten fra vigtige toplinjedrivere som eksempelvis Rexulti og Trintillix. Derfor vil der i forbindelse med kvartalsrapporteringen især være fokus på, hvordan salget af disse produkter har udviklet sig," skriver Handelsbanken.

Selv om Lundbeck har udsigt til en pæn indtjeningsvækst, vurderer banken alligevel, at aktien er for dyr i forhold til det nuværende niveau.

Handelsbanken anbefaler derfor "reducer" af Lundbeck-aktien med et kursmål på 324 kr.

Mandag formiddag stiger Lundbeck med 1,6 pct. til 387 kr.

Regnskabet for andet kvartal offentliggøres tidligt onsdag morgen.

 Lundbecks kæmpestudie skal afsløre årsager til psykiatriske lidelser 

 Ny Lundbeck-godkendelse vil have begrænset effekt 

 FDA giver udvidet godkendelse til Lundbecks Abilify Maintena 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også