Novo-analytikere: Salgstrumf med Victoza bliver mindre stærk end håbet

Trods en positiv vurdering fra FDAs ekspertkomité, får Novo Nordisk næppe opdateret indlægssedlen for Victoza i det omfang, selskabet formentlig har håbet, vurderer analytikere.
Foto: Torben Åndahl
Foto: Torben Åndahl
AF RITZAU FINANS

Selv om Novo Nordisk er kommet et stort skridt nærmere at kunne markedsføre Victoza som et diabetesmiddel, der reducerer risikoen for hjerte-kar-tilfælde, så bliver det måske kun en lille gruppe patienter, det vil kunne rettes mod.

Det vurderer flere aktieanalytikere, efter at en ekspertkomité nedsat af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, tirsdag afgjorde, at Victoza reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser hos type 2-diabetikere, der har forhøjet risiko for sådanne tilfælde.

Der er nemlig hår i suppen. Eksperterne hæftede sig blandt andet ved, at der i det studie - kaldet Leader - hvor effekten er blevet påvist, blev sat spørgsmålstegn ved virkningen hos de amerikanske patienter.

Derfor bliver Victozas indlægsseddel i USA - der definerer, hvordan midlet må markedsføres - måske ikke bliver helt så stærk, som Novo Nordisk kunne have håbet på.

"Der er risiko for en mere snæver indlægsseddel med hensyn til hjerte-kar-risici, så indlægssedlen kun omfatter patienter, der tidligere har haft en hjerte-kar-lidelse," skriver aktieanalytiker Frank Hørning Andersen fra Jyske Bank i en analyse.

Ifølge Jyske Bank forklarer Novo Nordisk sig med, at de amerikanske patienter under Leader-studiet tog flere fridage fra medicinen og derfor ikke fik så god effekt.

Hos Alm. Brand deler aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen vurderingen af, at indlægssedlen ikke bliver super bred.

"Kigger vi ned bagved forklaringerne, og hvad der blev diskuteret på mødet, peger det i retning af, at Novo ikke får en helt så bred indlægsseddel, som man kunne håbe på, og det dermed kun er en nichegruppe af patienter, den vil vedrøre," skriver han i en kommentar.

Trods den ikke helt så stærke indlægsseddel vurderer Michael Friis Jørgensen, at den fortsat vil være stærkere end konkurrerende midler - herunder Jardiance fra amerikanske Eli Lilly, der dog er rettet mod en anden gruppe diabetespatienter end Novos Victoza.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, skal i forlængelse af ekspertkomitéens anbefaling tage stilling til, om indlægssedlen for Victoza skal opdateres. Det ventes at ske i løbet af tredje kvartal.

Novo-direktør: Vi skal vende udviklingen i USA - men vi får næppe flere penge for supersællert

Fransk bank skruer op for kursmål på Novo-aktien

USA-panel ser hjertekarfordele ved Novos guldæg

Novo Nordisk nærmer sig afklaring om salgstrumf 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også