
Ifølge en gennemgang lavet af Ingeniøren og HK Stat Bladet, har det kostet staten mindst 959 mio. kr. at komme af med sin vaccineproduktion ved Statens Seruminstitut. Og aldrig har staten brugt så mange penge, for at slippe af med et af sine selskaber.
”Normalt sælger man offentlige virksomheder med henblik på at skabe overskud. Jeg har ikke kendskab til fortilfælde, hvor staten har brugt penge på at skille sig af med et offentligt selskab i den skala,” siger professor Bent Greve fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.
Vaccineproduktionen blev i starten af året overtaget af AJ Vaccines, som gav 15 mio. kr. for det, og den pris er symptomatisk på et salg, som har været pauvert håndteret af staten. For udover at prisen på salget endte med at blive lav, så har den langvarige, og komplicerede salgsproces også medført andre omkostninger.
Salgsprocessen begyndte allerede af løbe af sporet kort tid efter, at den blev sat i gang. Særligt fordi en række centrale medarbejdere gik sin vej, og det medførte problemer i produktionen. Det betød, at produktionen ikke kunne levere tuberkulose-vacciner til blandt andre Unicef, og det medførte millionbøder. Dertil kom, at staten også måtte købe vacciner til børnevaccineprogrammet udefra, samt en række andre salgsomkostninger.
Medie: Staten giver million-rabat til køber af Statens Seruminstitut