Fut under de danske biotekaktier fra morgenstunden

To amerikanske godkendelser præger tirsdagens tidligere aktiehandel, hvor især biotekaktierne klarer sig godt.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Der er fart på aktierne i Genmab og Zealand Pharma tirsdag morgen, efter at de to biotekselskaber har fået vigtige godkendelser til salg af deres produkter på det amerikanske marked.

Der er også god stemning på aktiemarkedet generelt. C20 Cap-indekset stiger tirsdag morgen 0,5 pct. til 962,98 efter et hop på 0,1 pct. mandag.

Genmab kan glæde sig over, at biotekselskabets store satsning inden for behandling af knoglemarvskræft - Darzalex - nu kan sælges til endnu flere patienter.

Midlet var oprindeligt godkendt til kræftpatienter, som har været gennem mindst tre andre behandlingsforløb, men nu kan Darzalex bruges allerede efter ét behandlingsforløb, hvis det bliver brugt i kombination med et af de to konkurrerende midler Revlimid eller Velcade. Dermed kan midlet sælges til langt flere patienter.

Godkendelsen, som kommer fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, udløser en betaling fra Genmabs partner Janssen på omkring 450 mio. kr., og på den baggrund har Genmab opjusteret forventningerne til årets overskud med et tilsvarende beløb.

 Kæmpe succes for Genmab - ny opjustering takket været guldhåb 

Genmab-aktien stiger 5,1 pct. til 1307 kr., og hvis det holder tirsdagen dagen ud, vil det overgå lukkerekorden fra juni, som lød på 1266 kr.

Zealand til vejrs

I en anden afdeling er der endnu større fremgang til biotekselskabet Zealand Pharma, hvis aktie stiger 11,1 pct. til 130 kr., efter at diabetesmidlet Soliqua - tidligere kendt under de to navne Lixilan og Iglarlixi - har fået grønt lys til at blive solgt i USA.

Midlet er en direkte konkurrent til Novos Xultophy, som også er blevet godkendt af de amerikanske myndigheder mandag aften.

Hos Novo Nordisk er reaktionen svær at få øje på, da aktien dykker 0,2 pct. til 226,90 kr. Godkendelsen var ventet i markedet, og samtidig er den ikke lige så vigtig som for Zealand, da Novo har en langt bredere palette at produkter.

 Begejstret Zealand-topchef tror på konkurrencefordel over Novo

 Zealands milliarddrøm er endelig virkelighed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også