Sydbank: FDA-anbefaling af rivals pille positivt for Novo

Anbefalingen af Novo-rivalen Eli Lillys diabetespille er godt for det amerikanske selskab, men det er faktisk også rigtig gode nyheder for Novo Nordisk, fordi forbedrer chancerne for Victoza.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Det er ikke altid, at man som Novo-aktionær skal gnide sig i hænderne, når det danske medicinalselskabs amerikanske rival Eli Lilly har medgang.

Det er imidlertid tilfældet, efter at en komité under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, tirsdag har anbefalet en godkendelse af diabetespillen Jardiance, som medicinalselskaberne Eli Lilly og Boehringer Ingelheim står bag.

Det mener Søren Løntoft Hansen, der er analytiker i Sydbank.

"Er Lilly med Jardiance i stand til at overbevise FDA - og der er noget, der tyder på, selv om afstemningen var meget tæt - om at få udvidet sin indlægsseddel, så er vejen også banet for, at Novos diabetespille Victoza kan opnå den samme påskrift," pointerer Søren Løntoft Hansen over for Ritzau Finans.

Ekspertpanelet stemte for at tillade en indlægsseddel for Jardiance, der nævner, at midlet sænker risikoen for at dø af et hjertetilfælde, mens panelet enstemmigt vedtog, at det ikke øgede risikoen for hjerte-kar-tilfælde.

Ifølge Søren Løntoft Hansen er komitéens anbefaling relevant for Victoza, idet det er det andet diabetesmiddel, som har vist sig at reducere risikoen for hjerte-kar-tilfælde og beskytter over for kardiovaskulær død.

Derfor skal man ifølge Sydbank-analytikeren set ud fra et Novo-perspektiv i det her tilfælde altså heller ikke håbe på, at Eli Lilly har modgang.

Vejen kan blive banet for Victoza

"Der skal man altså holde med, at det går godt for Jardiance og dermed, at vejen også bliver banet for Victoza," påpeger Søren Løntoft Hansen.

En anden god nyhed for Novo er, at FDA-komiteens anbefaling kommer på baggrund af blot et enkelt studie.

"Normalt skal der egentlig to studier til at føre til en udvidelse af indlægssedlen. Kan man nøjes med et studie, kan det være en retningspil for andre midler, herunder Victoza," fremhæver Søren Løntoft Hansen.

Komiteens anbefaling var dog ikke helt entydig, idet den blev givet med stemmerne 12 mod 11.

"Jeg havde egentlig helst set, at det var mere overbevisende, end tilfældet var blandt paneldeltagerne," påpeger Sydbank-analytikeren.

Når det gælder reaktionen fra investorerne, vurderer Søren Løntoft Hansen, at det er tvivlsomt, hvorvidt Jardiance-nyheden vil få den helt store kursmæssige effekt.

"Spørgsmålet er, om den snævre afstemning vil blive taget som udtryk for, at der er øget usikkerhed omkring, at det kommer på Jardiances indlægsseddel - og dermed om det kommer på Victozas indlægsseddel. Det bidrager den snævre afstemning måske til," fremhæver han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også