Novo Nordisk sigter mod hjertemarkedet

Efter gårsdagens præsentation af data for Novos insulinpræparat vil medicinalkoncernen bygge bro til markedet for hjertemedicin. Men på trods af de nye data fik selskabet alligevel gevaldige klø på aktiemarkedet.

”Med de her Victoza-data og dem, vi kommer med i september, er vi gået i gang med at forebygge hjertekarskader. Om vi skal være et hjertekarfirma? Der er nok et stykke vej, men jeg vil nok mene, at det her signalerer, at Novo Nordisk bevæger sig fra at være et rendyrket diabetesfirma til at være et diabetesfirma med meget meget stor fokus på hjertekarsygdomme,” siger forskningsdirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen, til dagens udgave af dagbladet Børsen.

I 2014 solgte de 25 selskaber, der solgte mest hjertemedicin for samlet 365 mia. kr., skriver avisen, så det er ikke et ubetydeligt marked, der åbner sig for Novo Nordisk.

Koncernen præsenterer også hjertekardata for efterfølgeren til Victoza, diabetesmidlet Semaglutide, til september på den store europæiske diabeteskonference, og det har forskningsdirektøren store forventninger til. Han mener, at Semaglutide, der også vurderes i forhold til fedmebehandling, kan blive det bedst sælgende produkt for Novo Nordisk nogensinde, når det kommer ud på markedet.

På trods af præsentationen af de nye data og fremtidsperspektiver, måtte Novo Nordisk dog i går se milliarderne fosse ud af kassen, skriver Berlingske Business i dag.

Selskabet blev sendt helt i bund i C20-indekset, men det slår ikke Mads Krogsgaard Thomsen ud.

”Nu forholder jeg mig ikke til aktiekurser, men til data. Og de her data er de mest robuste og statistiske valide, der måske nogensinde er genereret inden for hjertekarområdet i diabetes,” siger Mads Krogsgaard Thomsen til Berlingske, og påpeger, at det hører med til historien, at Novo Nordisk rent faktisk steg med 8 pct., da selskabet første gang løftede sløret for Victozas evner inden for hjertekar-området.

Semaglutid skal prøves i nyt hjerte-kar-studie

Victoza-data er stærke, men skuffer i markedet, mener analytiker

Rivalers ekspertmøde bliver vigtigt for Novo Nordisk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også